Købmand, Konsul, skibsmægler Lauritz Jepsen
Fuglekongen 1903
Fuglekongen 1903
Konsul, skibsmægler Lauritz Jepsen. Byrådsmedlem fra 1. april 1909 til 31. marts 1913 Fotograf Rantzau Jensen. Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn
Fuglekonge 10. juli 1903:
Skibsmægler Lauritz Peter Jepsen.
Født 9. dec. 1867 i Korsør. Død 14/8 1932 samme sted.
Forældre: Snedkermeter Jørgen Hansen Jepsen og hustru Bodil Sofie født Larsen.
Borgerskab som købmand 7. marts 1894.
Indvalgt i direktionen for Sparekassen for Korsør og Omegn 14. aug. 1901.
Formand for direktionen 12. marts 1913.
Trak sig tilbage fra sparekassen 1. april 1931.
10. aug. 1882 ansat hos konsul P. Jørgensen.
Jan. 1894 forpagter som kompagnon hos konsul P. Jørgensen sammen med fuldmægtig Sofus Møller.
Gift med Thyra Stern ca. 1882 Død 21. april 1933.
Skyttekonge 1903: Malermester Jens Brøndum Møller.
Gave: Skænkede året efter en ny fane til afløsning af den gamle,
der var skænket 1873 af købmand Niels Chr. Hansen.
Kilde Lokalhistorisk Arkiv i Korsør
Poul Berthelsen og Kirsten Borg.
Renskrevet Lisbeth Enøe Moosdorf.
Oplagt af Henrik Bach 2018
Imponerede Cv den herre har haft
50 års Jubilæum.
Konsul L. Jepsen passerer i morgen ( den 10 august) en mindedag, idet det da er 50 år siden, han blev ansat i det Firma, hvis Chef han nu er.
Jubilaren er født i Korsør 1867, og han var ca 15 år, da han tiltrådte på det ansete Mæglerkontor, hvis Indehaver var Konsul P. Jørgensen.
Den unge mand var åbenbart af den rette slags, thi allerede 12 år senere ( 1894) optoges han i Firmaet sammen med nu afdøde Konsul Sofus Møller, og Firmanavnet blev nu det kendte P. Jørgensen & Co.
Ved Seniorchefens død i 1900, fortsatte de to Kompagnoner Firmaet, og da Konsul Sofus Møller afgik ved døden i 1913, blev L. Jepsen Eneindehaver.
Samme år blev L. Jepsen edsvoren Skibsmægler og britisk Vicekonsul og året efter tillige tysk Konsul for Korsør. Da Verdenskrigen udbrød, gav han afkald på stillingen som engelsk Vicekonsul.
L. Jepsen kan se tilbage på en omfattende virksomhed indenfor Skibsfartens område. Foruden at hans Firma har klareret for skibe, hvis tal løber op i tusinder, har det selvsagt givet sig af med mange andre grene af faget. Indtil krigen standsede Korsør-Kielruten, var L. Jepsen Ekspeditør for denne. Endnu er han Repræsentant for Langelandsruten og for Svitzers Bjergningsentreprise. Han var i sin tid en virksom forkæmper for Eksportruten Korsør-London, og da det endelig lykkedes at etablere denne rute, blev L. Jepsen dens Ekspeditør, men satte derved en anden god forretning til, nemlig Ekspeditionen af Det forenede Dampskibsselskabs både. Desværre holdt Korsør-Londonruten sig kun gående få år, og ingen beklagede mere end Konsul L. Jepsen, at den udmærkede forbindelse måtte indstilles.
Foruden at lede sin betydelige forretning, har Konsul L. Jepsen også kunnet afse tid til at ofre sig for offentlige anliggender. Fra 1901-06 var han Kommunal Revisor, fra 1906-09 Ekstraordinært Medlem af Havneudvalget og fra 1909-13 Medlem af Byrådet, valgt af de Konservative.
I Krigsårene var Konsul L. Jepsen Formand for Kornnævnet.
Dette var den Kommunale side af Konsul Jepsens offentlige virksomhed. Men også på andre områder har han øvet en indsats.
Dette gælder ikke mindst som Medstifter af Elektricitetsværket, hvis Formand han var indtil for få år siden, en virksomhed han omfattede med den største interesse.
I 1901 blev han Medlem af Direktionen for Sparekassen for Korsør og Omegn og Formand fra 1912 indtil han for et par år siden trak sig tilbage på grund af svigtende helbred.
Endvidere har Konsul Jepsen været med til at stifte Lilleø Skibsværft og Rederiet ,,Munkebjerg”, men disse Selskaber er ophørt med at eksistere.
Konsul Jepsen er Formand for Provinsmæglernes Forening og i denne stilling har han udført og udfører et stort arbejde for Standen, der på forskellige måder har påskønnet hans virksomhed. Han var en årerække Medlem af Korsør Handelstandsforenings og ,,Kronprinsesse Louises Asyls” Bestyrelse.
Meget er forandret, siden den 15 årige L. Jepsen begyndte sit arbejde i det gamle Firma, hvis Chef han er nu. Han har gennem sit arbejde vist, hvad energi kan føre til og der igennem kan han tjene til eksempel for mange.
Kilde: Korsør Avis den 9 august 1932.
Mediestream
Jimmy Pedersen
Henrik Bach 2023