Farvehandler Oscar Henry Rasmussen.
Fuglekongen 1947
Fuglekongen 1947
Fuglekonge i 1947: Oscar Henry Rasmussen.
Erhverv :Farvehandler.
Oscar Rasmussen overtog farvehandlen efter Starup.
Oscar Rasmussen er født 3. januar 1908 i Frelser Sogn, Esbjerg.
Han blev gift den 22. juni 1935 i Korsør med Rigmor Eline Petersen.
Oscar Rasmussen får to børn: Frits, født 1938, og Ingelise, født 1943.
De havde en lejlighed ovenover farvehandlen Halskovvej 1.
På første sal var der også lægekonsultationer ved byens læger, 1 dag ad gangen.
Kilde Lokalhistorisk Arkiv i Korsør
Kirsten Christensen
Korsør den 11 august 1947.
Forskønnelsesselskabets Fugleskydning.
Farvehandler O. Rasmussen blev årets Fuglekonge.
Skydningen afsluttedes først kl 19.15.
Fuglen var ualmindelig sejlivet til Forskønnelsesselskabets fugleskydning i lørdags. Først kl 19.15 lykkedes det at skyde brystpladen ned. Det var den unge Jens Breum, der var mester for dette skud, og han skød for Farvehandler O. Rasmussen, der således blev årets Fuglekonge.
Resultaterne.
Resultatet af skydningen blev iøvrigt følgende:
Venstre Kloæble: Farvehandler O. Rasmussen (Radioforhandler H. C. Jørgensen).
Højre Kloæble: Bankkasserer Christensen (Manufakturhandler P. Haugaard).
Halsæblet: Købmand Kallerup (Herreekviperingshandler Knud Aarsø).
Haleæblet: Fru Elsebeth Fischer (Prokurist P. Carlsen).
Venstre Vingeæble: Bagermester Kornbech Hansen (Bankdirektør Gustav Johansen).
Højre Vingeæble: Slagtermester Svare (Herreekviperingshandler Knud Aarsø).
Halspladen: Restauratør Aage Hansen (Grosserer Helge Fischer).
Halepladen: Fru Lindeskov (Herreekviperingshandler Knud Aarsø).
Kronen: Fisker Chr. Meyer (Otto Kähler).
Ringen: Restauratør Aage Hansen (Grosserer Helge Fischer).
Venstre Vinge: Landsretsagfører le Dous (Jens Breum).
Højre Vinge: Sagfører Hauerslev (Jens Breum).
Brystpladen: Farvehandler O. Rasmussen (Jens Breum).
Frokosten.
Ved frokosten, der havde samlet ca 60 deltagere, bød Forskønnelsesselskabets formand , Bankdirektør Gustav Johansen, velkommen til medlemmer og gæster. Æresgæsten, fhv. Malermester J. Brøndum Møller, Politimester Grüner, Chefen for Vestsjællandske Marinedistrikt, Kommandørkaptajn Kofoed Hansen, Viceborgmester H. Christoffersen, formanden for Gade, Mark og Skovudvalget, Fyrbøder I. Ravn, Sognerådsformand N. Sørensen, Neble, og repræsentanter for pressen m. fl.
Formanden talte senere for Kong Frederik den 9. Vi håber at den kærlighed, hvormed Kong Christian X blev omfattet af det danske folk, må blive overført til,hans søn, og at Kong Frederik altid må regere over et frit folk i et frit Danmark. Kongen leve (Kong Christian).
Købmand Harald Fischer jun. talte for fædrelandet (Der er et yndigt land).
Formanden, Bankdirektør Gustav Johansen talte spøgefuldt for Fuglekongen, Slagtermester Jens Barslund, og takkede ham for den forløbne regeringsperiode. Et leve for Kong Jens! (Du danske mand).
Hs. Majestæt Kong Jens kvitterede med en tale, der ligeledes var holdt i spøgefulde vendinger. Majestæten havde i sin regeringstid bestræbt sig for at dele sol og vind lige, hvor vanskeligt det end undertiden kunne være under rationeringsforhold! Et leve for Forskønnelsesselskabet.
Erhvervschef H. Foxby talte for gæsterne på hvis vegne Viceborgmester H. Christoffersen takkede med en hyldest til selskabets gamle traditioner. Smedemester Johannes Hansen talte for det gode kammeratskab, men beklagede, at for få medlemmer deltog i formiddagsmarchen gennem byen.
Fyrbøder, Byrådsmedlem I. Ravn glædede sig over traditionerne i forbindelse med fugleskydningen med ønsket om, at de forsættes gennem tiderne.
Sognerådsformand N. Sørensen, Neble, takkede på oplandsgæsternes vegne for indbydelsen til festen. Oplandets beboere vil gerne besøge Korsør, men rutebilsforbindelsen mellem Korsør og oplandet burde være bedre. Et leve for selskabets formand!
Formanden bød derefter velbekomme, og skydningen fortsattes.
Middagen i Hotel Skovhuset havde samlet meget stor tilslutning.
Formanden Bankdirektør Gustav Johansen, bød velkommen til bords og Repræsentant Helge Jørgensen talte spirituelt for damerne.
Festen sluttede med præmieuddeling og et fornøjeligt bal i Sommerlyst.
Kilde: Korsør Avis den 11 august 1947.
Mediestream
Jimmy Pedersen
Korsør den 16 maj 1947.
Korsør Forskønnelsesselskab.
Fra generalforsamlingen i onsdags.
Der var kun mødt få medlemmer til Korsør Forskønnelsesselskabs generalforsamling i onsdags aftes på Klubhotellet, hvilket antagelig må tillægges det strålende sommervejr, der just ikke indbød til indendørs møde.
Formanden, Bankdirektør Johansen, mindedes til indledning Kong Christian den 10. Noget at det største var, at han viste sig som folkets konge. Han elskede sit land og sit folk og glemte aldrig sine landsmænd syd for grænsen. Kong Christian glædede sig med alle danske gode tider og følte med dem i trange tider. Derfor sørgede vi alle ved Kong Christians død. Rig som fattig, høj som lav. Kvinder og mænd af alle politiske anskuelser. Vi følte, vi havde mistet en stor konge og et stort menneske.
Senere udtalte formanden mindeord om afdøde Togfører H. P. Hansen, Fisker Chr. Christensen, Lokomotivfører K. F. Christiansen og Forpagter Poul Petersen, der alle havde været interesserede medlemmer af Forskønnelsesselskabet.
Efter at Fuldmægtig H. Sørensen var valgt til dirigent, aflagde formanden beretning. Foreningen havde nu 199 medlemmer mod 190 ved årets begyndelse. Lovsøanlægget var overdraget til kommunen for 12.000 kr. Der havde været kritik over, at anlægget ikke var i så god stand som medens selskabet havde det. Formanden ville henstille at dette blev ændret. De værste skader i Sommerlyst var nu bleven udbedret, ligesom de gamle skatteplaner var efterset og restaureret. Den 30 juli havde der været afholdt fugleskydning, hvor Slagtermester Barslund var bleven Fuglekonge. Man havde indledet en kampagne mod det misbrug, der finder sted med Dannebrog ved at det benyttes som reklame på iskageboder. Formanden sluttede beretningen med en tak til bestyrelsen for godt samarbejde.
Kassereren, Købmand Harald Fischer jun., fremlagde regnskabet, der balancerede med 19.242 kr, og udviste en bankbeholdning på 5354 kr.
Som revisor nyvalgtes Mejeriejer Charles Nielsen i stedet for Bankkasserer Christensen, der skal rejse fra byen.
Sluttelig havde enkelte medlemmer ordet for korte bemærkninger.
Kilde: Vestsjællandske Social-Demokrat den 16 maj 1947.
Mediestream
Jimmy Pedersen
Henrik Bach 2023
JSP