Restauratør Vilhelm Hansen
Fuglekongen 1932
Fuglekongen 1932

Wilhelm Hansen til højere i billedet Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn
Restauratør Vilhelm Hansen, Sølyst. Født i Korsør 9. aug. 1878 i Korsør. Død 20. april 1965 samme sted.
Gift 4. juni 1914 med Bertha Marie Hansen. Død 17. feb. 1946.
Udlært som bødker i Korsør.
Rejste i 1900 til U.S.A. og arbejdede i kort tid som bødker der.
Kom derefter til søs i amerikanske skibe på U.S.A.’s vestkyst samt i Alaska og på Hawaii.
Han oplevede jordskælvet i San Francisco i 1906.
Vendte i efteråret 1913 tilbage til Korsør og købte Sølyst, som han ejede til 1963.
Skyttekonge: Helge Fischer.
Gave: Skydeskive forestillende Sølyst, samt et sølvskjold, som sidder på det grønne kongebandoler.

Platte er malet af: Eigil Aagaard, Foto Lars Moosdorf 2020.

Kilde Lokalhistorisk Arkiv i Korsør
Poul Berthelsen og Kirsten Borg.
Renskrevet Lisbeth Enøe Moosdorf.
Oplagt af Henrik Bach 2018

Korsør den 6 juli 1932.
Forskønnelsesselskabet har været i høj grad begunstiget af vejrguderne på fugleskydningsdagen i dag. Varmt og strålende solskinsvejr – bedre kan det vel ikke være til en fest, der hovedsagelig foregår i det frie.
Tidligt i morges drog et musikkorps gennem byen og varskoede skytterne om at holde sig klar til “dåd”, og ved 8 tiden samledes nogle skytter på Klubhotellet. Herfra marcheredes med musik og fane i spidsen til Fuglekongen, Planteskoleejer Hans Mathiesens (ikke Axel Mathiesens, som vi fortalte i går) bopæl i Algade. Med Fuglekongen på fløjen foretog skytterne – omtrent en snes – nu en tur gennem byen, hvorefter de samledes ved Lovsøerne for derfra i biler at køre til Sommerlyst.
Her på denne smukke plet paraderede den grønne fugl på sin høje stang. De forgyldte æbler og plader glimtede i solen. Men glansen gik snart af St. Gertrud. Thi nu tog skytterne fat med at frarøve fuglen de flest mulige af den prydelser, og da der ved 12 tiden blev holdt frokostpause, var følgende gevinster nedskudte:
Halsæblet: Borgmester J. P. Hansen (Malermester Brøndum Møller).
Venstre Kloæble: Kaptajn Leger Jensen (Driftbestyrer Krause-Thomsen).
Højre Kloæble: Tømrermester J. P. Christensen (eget skud).
Haleæblet: Direktør Charles Friis (Købmand Strarup jun.).
Venstre Vingeæble: Installatør Jepsen (Lygtetænder Larsen).
Højre Vingeæble: Forretningsbestyrer Als (Brugsuddeler Jacobsen, Gryderup).
Kronen: Gårdejer Johan Johansen, Gryderup (eget skud).
Ringen: Ingeniør Jul. Petersen (Arkitekt Breinholm).
Halspladen faldt i utide og afgøres ved lodtrækning.
Til frokosten i pavillonens sal havde foruden skytterne indfundet sig så mange, at selskabet talte ca 50 personer.
På væggen var ophængt en af Fuglekongen skænket smuk platte, hvis motiv var et udsnit af planteskolen med den gamle Mølle i baggrunden.
Selskabets formand, Driftsbestyrer Krause Thomsen bød velkommen, og motiverede senere et leve for kongen (9 hurraråb og “Kong Christian”).
Derefter fulgte en lang række taler: Kaptajn Leger Jensen for Fuglekongen, hvem han takkede for råd og dåd og forhandling milde regimente, Købmand William Wichers for fædrelandet, Fuglekongen, Planteskoleejer Hans Mathiesen for selskabet, som han ønskede til lykke med Rosenlunds foretagne udvidelse med det stykke jord, som selskabet havde købt af Mathiesens Planteskole, Byrådsmedlem Lokomotivfører Kristiansen for damerne, Byrådsmedlem Ingeniør Jørgen Rasmusen for de fremmede, Bagermester Jørgen Thers for skytterne og Blikkenslagermester Bærentzen for formanden, medens Arkitekt Breinholm fremsatte nogle kritiske bemærkninger om en sang for damerne.
Derefter bød formanden velkomme, og efter atvkaffen var drukket, genoptoges skydningen, hvilket skete kl godt 2.
Resultatet var følgende:
Venstre Vinge: Planteskoleejer Gustav Mathiesen (Købmand William Wichers).
Højre Vinge: Ingeniør Vald. Kähler (Plantageejer Næsted).
Halepladen: Sagfører Hauerslev (Guldsmed Larsen).
Brystpladen (Kongegevinsten): Restauratør Vilhelm Hansen, Sølyst ( Medhjælper Helge Fischer).
Brystpladen faldt ved 4 1/2 tiden.
Kilde: Korsør Avis den 6 juli 1932.
Mediestream.
Jimmy Pedersen.


Vilhelm Hansen med sin hustru samt tre piger på toppen af den høje trappe (ni trin)

Postkort På bagsiden har fru B. Hansen skrevet en hilsen til sin bror i Kansas, USA. Denne beskriver de fem personer på billedet; se A3063. Årstal 1914 Dateringsnote På bagsiden har afsender noteret datoen 25. juli 1914 Fotograf Ukendt Materiale Postkort Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn.

Billedet er nok fra stuen. I privaten. Wilhelm Hansen til højere i billedet

H.C. Knudsens Restauration, Havnepladsen 13, cirka 1910. Vilhelm Hansen overtager i 1913.

Graven på Korsør kirkegård 2023. Restauratør Vilhelm Hansen, Sølyst. Født i Korsør 9. aug. 1878 i Korsør. Død 20. april 1965 samme sted. Gift 4. juni 1914 med Bertha Marie Hansen. Død 17. feb. 1946.

Grav B1- 20 på Korsør Kirkegård Okt. 2025 foto Henrik Bach.

Korsør Forskønnelsesselskab.
En snes medlemmer overværede Forskønnelsesselskabets generalforsamling i aftes på Klub Hotellet.
Formanden, driftsbestyrer Krause-Thomsen bød velkommen og udtalte mindeord over de afdøde medlemmer murermester N. Petersen, borgmester Carl Petersen og selskabets eneste æresmedlem, bagermester P. Thers (medlemmerne rejste sig).
Efter bankdirektør Johansen var valgt til dirigent, aflagde formanden beretning om virksomheden i det forløbne år:
2 pinsedag afholdtes der bal i “Sommerlyst”. Ved fugleskydningen dem 16 juni var der 120 skydenumre, og planteskoleejer Hans Mathiesen blev fuglekonge. Formanden henstillede, at de ældre medlemmer tog mere del i festen om aftenen. Lovsøfesten den 8 og 9 august 1931 var forløbet udmærket og gav et overskud på 3.062 kr, hvoraf Tennisklubben fik halvdelen som betaling for hjælpen med festens arrangement, hvilken betaling formanden fandt var lige lovlig høj.
Stien i Lovsøanlæget ind mod kaptajn Leger Jensen er gjort bredere, der er indbygget en bænk her og den gamle poppel er bleven plomberet. Hegnet om det bagerste anlæg er bleven udbedret, og hertil har bestyrer Staunsø betalt et tilskud. Planen om oprensning af den bagerste Lovsø er ikke bleven realiseret, idet byrådet ønskede selv at lade arbejdet udføre, således at vort selskab gav tilskud, medens vi ville gøre det på en billigere måde og med tilskud fra kommunen.
I anlægene er der anbragt læhytter for fuglene, der er indkøbt nogle argentinske ænder og der er anskaffet en ny pram. Det gamle elektricitetsværk i “Sommerlyst” er solgt til Cirkus Miehe-Pfhammer for 200 kr. – Et forslag fra bestyrelsen til byrådet om at lade de to gamle vildtstene ved indkørslen til skoven flytte til Lovsøanlægene, blev ikke imødekommet, men der opnåedes, at stenene vil blive rettede op og rensede. Mere held har bestyrelsen haft med en anmodning til byrådet om at få fjernet det grimme skur, der skæmmede udsigten over Noret fra Dahlsvej.
Efter at have nævnt, at der havde været afholdt andespil og en herreaften, omtalte formanden kort udvidelsen af Lovsøanlægene med et areal på 8.108 kv. alen, der er købt af Mathiesens Planteskole.
Siden 1924 er der ikke udtrukket aktier i “Sommerlyst”, og bestyrelsen har forsøgt at få indkaldt de 82 aktier, der fandtes blandt medlemmerne. På en henvendelse fra bestyrelsen havde aktionærerne afgivet 30 aktier, således at der nu kun resterer 52. Et af medlemmerne havde som svar på en henvendelse om aktierne svaret mindre pænt.
Bordene og bænkene i skoven er i vinter bleven en del beskadiget af børn, således at selskabet har været nødsaget til en omfattende reparation. Fremtidig vil borde og bænke blive taget ind om vinteren.
Den 5 maj skal der – meget mod min vilje – afholdes motorløb i skoven, som jeg synes er for god til sådanne hundekunster. Der vil i mange dage blive stående en væmmelig os i skoven. Men byrådet har jo mærkeligt nok givet tilladelsen. Naturligvis skulle det glæde mig, om der kunne blive et overskud til de arbejdsløse, men jeg tvivler stærkt på, at dette blive tilfældet. Da vor pavillon skal benyttes til restauration den pågældende dag, har jeg udvirket, at der som vederlag stilles gratis adgangskort til rådighed for de af vore medlemmer, der ønsker at overvære motorløbene. Kortene skal afhentes hos bestyrelsen.
Derefter oplæste kassereren, købmand William Wichers regnskabet, som balancerede med 4.557 kr. Beholdningen var ved årets begyndelse 1.054 kr. Kontingent af 170 medlemmer 680 kr. Tilskud fra kommunen 300 kr, fra havnen 250 kr. Lejeindtægt af “Sommerlyst” 200 kr og andel i Lovsøfestens overskud 1.531 kr.
Af udgifterne nævnet renter og afdrag 147 kr. Assurancer 157 kr, skatter m.v. 35 kr. Vedligeholdelse m.v. af Lovsøanlæget 1.426 kr, skoven og “Sommerlyst” 1.150 kr, forskellige udgifter 571 kr, hvorefter der fremkommer et overskud på 1.054 kr.
Status balancerer med 27.234 kr, og udviser en nettoformue på 25.234 kr.
Det særlige regnskab for fugleskydningen balancerer med 990 kr. Fra det foregående år var overført 129 kr i tilskud fra anlægsfesten er ydet 100 kr, og der overføres i nyt regnskab 13 kr.
Regnskaberne godkendtes.
Der vedtoges at afholde fugleskydning som sædvanlig, og bestyrelsen bemyndigedes til at fastsætte datoen.
Til bestyrelsen genvalgtes byrådsmedlem, lokomotivfører Kristiansen og repræsentant Emmanuel Nielsen, planteskoleejer Hans Mathiesen og købmand Gregersen blev suppleanter.
Til revisor nyvalgtes forretningsfører Als i stedet for købmand Gregersen, der nægtede at modtage genvalg som protest imod, at han kun havde haft 1 1/2 dag til gennemgang af regnskabet. Formanden erklærede heroverfor, at Gregersen havde haft regnskabet en uge.
Under eventuelt oplyste formanden, at Lovsøfesten i år ville blive afholdt den 6 og 7 august.
Han opfordrede til agitation for at skaffe flere medlemmer. Det i regnskabet nævnte medlemstal på 170 er nu stedet til 200.
Købmand Gregersen komplimenterede bestyrelsen for den arbejde med anlæget. Samtidig måtte han sige, at det var en solidarisk bestyrelse, idet den havde underskrevet regnskabet, inden det var revideret.
Med Leveråb for dirigenten og for selskabet hævedes derefter generalforsamlingen.
Kilde: Korsør Avis den 27 april 1932.
Mediestream.
Jimmy Pedersen.

Oplagt 2013-2025 Henrik Bach

1931 – Planteskoleejer Hans Mathiesen