Fuglekonge 1877 og 1897

Smedemester, aut. Gas- og vandmester Carl Marius Sørensen. Algade 12.

Født 22. okt. 1849 i Korsør.
Søn af smedemester Jacob Sørensen og hustru Media født Haagensen.
Etableret 1. feb. 1876.
Formand for centralforeningen for Smedemestre i Østifterne, formand for den lokale smedemesterforening, medlem af Korsør Haandværker- og Industriforening, medlem af Korsør Skytteforening, formand for den konservative vælgerforening,medlem af forskønnelsesselskabet.

Ved sin død 2. jan 1843 var Carl Marius Sørensen æresmedlem af alle foreningerne.
Gift 20. feb. 1877 med Cathinca Marie Petersen, født 16. okt. 1856. Død 16. sept 1929.

Fuglekonge ved eget skud.

Gave: Skydeskive forestillende smedien og boligen Algade 12. Ophængt i dansesalen.
Kilde: Korsør Avis 2. jan 1943.
Dansk Portrætgalleri bd. II, sp. 362. m.m.

Kilde Lokalhistorisk Arkiv i Korsør
Poul Berthelsen og Kirsten Borg.

Renskrevet Lisbeth Enøe Moosdorf.
Oplagt Henrik Bach 2017

Korsør den 18 juli 1877.
Korsør Fugleskydningsselskabs årlige fest fandt efter bestemmelsen sted I går, under stor deltagelse fra medlemmernes side.
Kl 8 om morgenen traf skytterne de øvrige deltagere med musik og fane i procession ud til vor smukke Lystskov, hvor skydningen til fuglen straks efter ankomsten begyndte. Ved denne nedskødes gevinsterne således:
Brystpladen: Kongegevinsten (6 sølvspiseskeer) Smedemester Carl Sørensen (eget skud), hvorfor skytternes hæderstegn også tildeltes ham.
Højre Vinge: (1 potageske) Købmand Rafn (Restauratør Hefs).
Venstre Vinge: (1 ragoutske) Købmand C. O. Hansen (Restauratør Hefs).
Halen: (6 theskeer) Sømand P. Andersen (Smedemester Carl Sørensen).
Halspladen: (1 kageske) Købmand Stapel (Købmand Smith).
Kronen: (1 sauceske) Lærer Jensen (eget skud).
Ringen: (1 flødeske) Guldsmed Larsen (Hattemager Hornung).
De fire guldæbler nedskødes de to af Købmand Smith, et af Fuldmægtig G. Harreschou og et af Lods Christoffer Sommer.
Dagen sluttede med et muntert bal o selskabets pavillon Sommerlyst.

Kilde: Korsør Avis den 18 juli 1877.
Mediestream.
Jimmy Pedersen

Korsør den 7 juli 1897.
Forskønnelsesselskabets fugleskydning i går.
Vejret tegnede vådt fra morgenstunden, men holdt sig for resten jævnt i det grå hele dagen. Kun af og til faldt der nogle små byger, der dog ingen indflydelse havde på skytternes arbejde, det som senere ses, endog i år blev ualmindelig prompte besørget.

Om morgenen blev Fuglekongen, Postmester Thorsen afhentet af bestyrelsen, efter at han forinden af Musikdirektør Jensens orskester havde fået den sædvanlige musikalske hilsen.
Processionen ordnede sig som tidligere ved Hotel Korsør, hvorfra den med fane og musik i spidsen drog igennem gaderne til Lovsøen; hvorfra befordredes deltagerne med vogn til Sommerlyst.
Efter at man havde marcheret om plænen, hvor fuglen knejste højt på stang, fik Fuglekongen et leve og skytterne en første forfriskning i form af en let frokost. Derefter tog man fat på at fordele skydenumre. Der blev 3-4 til hver skytte, og det tegnede således ikke til nogen særlig anstrengende dag for dem.

Skydningen tog sin begyndelse henad kl. 10. Et efter et drattede de 6 æbler med korte mellemrum og allerede inden frokosten var fuglen berøvet sine mest iøjnefaldende prydelser. Kl. 12 var der kun Halen og Brystpladen tilbage. Man kunne således give sig god tid til frokosten.
Ved denne bød Forskønnelsesselskabets formand, Redaktør Adam Jensen velkommen og meddelte, at der ville blive holdt 5 officielle taler, hvorefter ordet var frit. Den første af de officielle blev holdt af Købmand Smith for landets konge. Her i Korsør behøvede den skål ingen motivering, men taleren ville blot minde om, at det i dag, den 6 juli, var en af Danmarks store hædersdage og sikkert var også Hs. Majestæts følelser på denne dag inpart med det danske folk. Med ønsket om, at vi endnu i mange år måtte se Hs. Majestæt styre Danmarks rige, udbragte taleren et af 9 rungende hurraer besvaret leve for Kong Chr. 9 (fanfare fra orkestret og “Kong Christian”).
Sagfører Melson talte for Danmark. Lad os i erkendelse af, at vi har det godt i vort lille land, som vi alle elsker, råbe et leve for gamle Danmark. Det leve. (Hurra og “Der er et yndigt land”).
Efter en med bifald modtaget sang af cl talte Redaktør Adam Jensen for Fuglekongen. Første gang, vinhandel den ære at have Postmester Thorsen til Fuglekonge, gik det noget ekstraordinært til; han blev kun det, som vi kalder “Hattekonge”. Men i fjor blev han konge efter kunstens regler og bestyrelsen skylder ham tak for mange gode ideer og gode råd, som vi har hentet hos ham, ligesom vort selskab skylder ham tak for det smukke synlige minde, han har efterladt os som tegn på sin værdighed, nemlig den medaljon, som findes ophængt i dansesalen. Et nifoldigt leve for vor Fuglekonge, Postmester Thorsen (hurra).
Postmester Thorsen følte sig aldeles konsterneret over al den hyldest, der bragtes ham. Han ville bringe sin tak herfor og udbringe et leve for denne gamle, men dog livskraftige forening. Forskønnelsesselskabet leve!.
Lærer Poulsen: Lad os mindes i dag heltene fra 6 juli, som stred og faldt for Danmark. Et leve for dem!
Man afsang nu en sang af -cl for jubilaren Murermester Hertz, der i år kan fejre 25 års jubilæum som medlem af Forskønnelsesselskabets bestyrelse, hvorefter Redaktør Adam Jensen bragte Hertz bestyrelsens og selskabets bedste tak for hans virksomhed i de 25 år.
Han har altid vist stor interesse for alle vor forenings sager, men især har han været virksom som tilsynsmand ved Sommerlyst’s. Gid vi om andre 25 år må kunne se ham frisk og sund iblandt os. Jubilaren leve!
Handelsgartner R. Mathiesen rettede en tak til Forskønnelsesselskabets bestyrelse for dens energiske virksomhed og udbragte et leve for den.
Redaktør Adam Jensen takkede for denne skål og bad selskabet råbe et leve for den ældste skytte her, Købmand Smith, der nu i 47 år trolig var mødt ved hver fugleskydning, og som vi sikkert håbede også måtte få lov til at fejre 50 års jubilæum i denne egenskab.
Købmand Smith takkede med en skål for de unge skytter.
Endnu udbragtes en lang række for mest personlige skåler Direktør Vald. Hansen talte for Forskønnelsesselskabets formand, Redaktør Adam Jensen for Købmand Dethlefsen som repræsentant for sønderjyderne, for Toldforvalter Mogensen og til sidst for de tre officielle talere, Købamnd Smith, Sagfører Melson og Lærer Poulsen.
Sagfører Melson talte for damerne, Lærer Poulsen for sangenes forfatter og Lærer Kjærgaard for Købmand Sophus Møller, Kaptajn Poulsen og “Guvernør” Buch, Sprogø. Apoteker Kluusman udbragte en skål for vore hustruer og en anden for Handelsgartner J. Mathiesen, Toldforvalter Mogensen en skål for byen Fredericia. Et af Købmand Smith udbragt leve for de fremmede gæster blev besvaret af Forretningsbestyrer C. C. Hansen, Slagelse, og Kommis Oettinger, København. Kaptajn Poulsen talte for sømandsstanden i Korsør og adresserede denne skål til Litser H. Ørbech. Grosserer Thorsen for byen Korsør og Tømrermester Bruus for selskabets kasserer, Skibsbygger Tuxen Petersen.
Købmand Sophus Møller bragte Korsør Byråd en tak, fordi det altid havde stillet sig så velvilligt overfor Forskønnelsesselskabet. Han bad Konsul H. Rasmusen modtage en skål for Korsør Byråd.
Konsul Rasmusen takkede for skålen med et leve for Korsør by og dens fremgang.
Endnu talte Kommissionær P. Worm og Urmager Johansen. I set hele var veltalenheden stor og almindelig og stemningen præget af det bedste humør, som det jo altid plejer at være tilfældet ved slige lejligheder her i Korsør.

Skydningen fortsattes efter frokosten og det varede kun omtrent en halv times tid, så faldt Brystpladen kl. 3, ved Lærer Poulsens skud og den nye konge proklameredes under salut og fanfare. Det var Smedemester Carl Sørensen, som imidlertid ikke straks kunne overtage værdigheden, da han befandt sig i København. Ved et telegram underrettedes han om, at folket ventede sin drot.

Om aftenen.
Efter at skydningen var sluttet, koncentreredes der foran pavillonen og senere dansede først børnene og derefter de voksne. Kl. Ca 10 1/2 ankom Fuglekongen og Fugledronningen og blev modtagne med begejstrede hurra og leveråb af det loyale folk. Den sædvanlige march omkring fuglestangen foretoges og derefter uddelte selskabets formand gevinsterne.
Den detroniserede konge blev nu afført tegnet på den kongelige værdighed – det grønne skærf med sølvpladerne – hvilket blev hængt på den nye Fuglekonge, medens den gamle fik en blomsterkrans. Så fik de to majestæter endnu hver et leve og hermed var kroningshøjtidelighederne tilende.
En indbydelse fra den ny Fuglekonge til at tømme et bæger på hans sundhed blev naturligvis modtaget med energiske “hør” og i et gemytlig lag fik endnu mangen en taler luft for sine følelser og lejlighed til at bringe de to regenter nye ovationer.

Gevinsterne:
Brystpladen, Kongegevinsten, (6 sølv spiseskeer) Smedemester Carl Sørensen (Lærer Poulsen), skytten tildeltes skytternes udmærkelsestegn, en sølvfugl.
Højre Vinge: (1 sølv potageske) Mineralvandsfabrikant Hansen (Lærer Poulsen).
Venstre Vinge: (1 sølv kageske) Tømrermester Bruus (eget skud).
Halen: (1 sølv spejlægsske) Malermester H. J. Petersen (Kunstdrejer Thygesen).
Halsen: (1 barometer) Restauratør N. Hansen (Bagermester Thers).
Ringen: (kikkert) Brygger Th. Pedersen (Telegrafbestyrer Thomsen).
Kronen: (2 pletterede lysestager) Formand G. Kruuse (Urmager Johansen).
Haleæblet: (1 rejsepibe) Skibsbygmester Tuxen Petersen (eget skud).
Højre Vingeæble: (1 merskumspibe) Byfogedfuldmægtig Lützen (Redaktør Adam Jensen).
Venstre Vingeæble (1 rejsepibe) Postekspedient Jespersen (Skibsbygmester Tuxen Petersen).
Halsæblet: (1 cigarrør) Kunstdrejer Thygesen (eget skud).
Højre Klo: (1 cigarrør) Gæstgiver H. Jensen (Bager Thers).
Venstre Klo: (1 portemonnai) Fru C. Rasmusen (Skibsbygmester Tuxen Petersen).

Kilde: Korsør Avis den 7 juli 1897.
Mediestream.
Jimmy Pedersen.

Korsør den 21 oktober 1929.
En samtale med Smedemester Carl Sørensen, som i morgen fylder 80 år.

Fra mange flagstænger byen over vil Dannebrog vaje i morgen til ære for Smedemester Carl Sørensen, som fylder 80 år.
Fødselsdagsbarnet som er rask og rørig, er kendt af næsten alle korsoranere, gamle og unge, og selv kender han de fleste indbyggere i den by, hvor han er født og har henlevet det meste af sit liv. Han er “På hat” med hele byen og hans joviale væsen har gjort ham meget afholdt.
Smedemester Carl Sørensen er som bekendt søn af Smedemester Jacob Sørensen, hvis smedje sønnen drev videre i mange år. Vi skal imidlertid ikke i dag fordybe os i data fra fødselsdagsbarnets liv og virke – det har vi gjort ved tidligere lejligheder.
Men vi vil i dag lade den gamle korsoraner fortælle lidt om Korsør i midten af forrige århundrede.
Under en lille forhåndsfødselsdagsvisit spurgte vi Carl Sørensen: “ De kan vel huske en del fra det gamle Korsør?”
“Åh ja. Jeg er jo født i Korsør i 1849, og selv om der er læbet meget vand i stranden siden da, er der dog enkelte begivenheder, som har fæstnet sig særlig i hukommelsen.”

Den gamle Banegårds indvielse.
“Da jeg var ca 7 år, blev den Vestsjællandske Jernbane åbnet for trafikken, og vor banegård ( den nuværende godsbanegård) indviet; ved denne lejlighed var Kong Frederik den 7 til stede. Festmåltidet blev indtaget i varehuset, som Th. Rasmussens sønner nu benytter til pakhus. Det var en stor begivenhed for byen.

Koleraen.
I 1857 indtraf den frygtelige koleraepidemi, som krævede mange menneskeliv i Korsør. Jeg var den gang lige begyndt at gå i skole på Betalingsskolen (den nuværende Realskole), men kort efter blev skolen lukket, idet den skulle benyttes som kolera-lazaret. I Nyelandsgård ( den store gård i Algade) indkvarteredes mange af de mennesker, i hvis familier sygdommen havde hærget, hvorfor de var flygtede fra deres hidtidige lejligheder. Gårdens store magasiner Var fuldt optagne af husvilde, og ud mod Jens Baggesensgade var der indrettet et fælleskøkken, som lededes aften Fra Pontoppidan, medens en mand, der hed Abel, fungerede som forvalter. Naturligvis herskede der stor panik overalt i byen, som følge af den uhyggelige sot, der særligt hærgede i Baggade og Fiskergadekvarteret. Det fortaltes, at adskillige af de folk, i hvis hjem sygdommen havde optrådt, kastede alt deres bohave i Storebælt og flygtede fra deres lejligheder. Når landboerne kom til byen, mente de at kunne mærke en formelig ildelugtende tåge slå dem i møde. Nå koleraen fik vistnok også skylde for mere, end den egentlig havde på samvittigheden – så godt som alle sygdomstilfælde og dødsfald blev kaldt for kolera. Men slemme tider var det skam. Ligvognen – en almindelig arbejdsvogn – var næsten i gang dag og nat; den havde sin plads i Nyelandsgård, og fra mine forældres gård, der stødte op til denne, kunne vi, når vi hørte hestene blive spændt for vognen, altid regne med, at soten havde krævet nye ofre. I min famile døde en tante af sygdommen.
Dødsfaldene var så talrige, at det kneb med at skaffe ligkister. En sømand, der hed Hans Buk, rejste til Nyborg, hvor han købte to ligkister, som han tog med til Korsør, men næppe havde han fået kisterne indenfor sine døre, før ligvognen ankom. Hans Buk stod udenfor og tog imod dem, og da han spurgte mandskabet, hvem de skulle hente, svarede de: “Vi skal hente Hans Buk og hans kone, for der er lige kommet to ligkister herned.”
“Ja, jeg er Hans Buk, men endnu er hverken min kone eller jeg døde. Vi har kun købt kisterne for at være sikre på at blive begravede på ordentlig vis,” svarede buk, og med den besked måtte ligvognmændene køre bort. Ægteparret fik først mange år efter brug for kisterne, de blev begge gamle folk. Det fortaltes forresten, at Hans Buk brugte sin kiste til at sove til middag i. Jeg har selv set kisterne, og der lå en madras i den ene.

“Forebyggende” midler.
For ikke at blive smittede af kolera skulle man spise noget, vinkaldte for “Kalmarrod”, som vi samlede i moserne – om det hjalp, skal jeg ikke kunne sige. Et andet “middel” var mere uappetitligt; det var – ja, hold nu fast- lammegødning, som vi drenge blev sendt ud på markerne for at samle. Gødningen blev kogt, og så skulle patienterne drikke den.
Mange mennesker var i de tider meget bange for at spise frugt, idet dette fik skyld for at befordre sygdommen. Jeg for mit vedkommende spiste det år usædvanlig megen frugt, og det gjorde ikke mig noget.
Da jeg var en halv snes år, brændte Præstegården (Slagtermester Schrøders nuværende ejendom på Kirkepladsen). Til slukningen blev der hentet vand fra en post, som stod ved mine forældres ejendom. Jeg kan huske, at Provst Andreasen gik og opfordrede folkene ved vandslufferne til at skynde sig. Hele den længe af Præstegården, som vendte ud mod strædet, nedbrændte. En anden stor ildebrand var, da Lebecks (senere Brygger Fischers) gård i Algade brændte.

“De har skudt armen af en mand”.
I 1863 var byen og havnen smykket til fest i anledning af, at prinsesse Alexandra passerede Korsør på vej til England, hvor hun skulle giftes med den engelske tronfølger (den senere Kong Edward Vll). Der blev ved afrejsen saluteret såvel fra land som fra et orlogsskib, der skulle eskortere Kongeskibet “Slesvig” til Kiel. Under denne salut fik en mand på orlogsskibet skudt en arm af. Da meddelelsen om denne ulykke nåede Borgmester N. Sylow, troede han, at det var sket under salutteringen i land, og han for da hen til manden, som forestod denne skydning, truede ad ham med pegefingeren og råbte: De har skudt armen af en mand”. Men det havde han altså ikke.

Datidens fester.
I de tider kendte man ikke sådan til fester, som i vore dage. Borgernes samlingssted var Rådhussalen – der holdtes baller, møder og andre sammenkomster. Intet hjørne af salen var der en dør, som førte ind til “Borgerarresten”, hvor folk hensattes til afsoning af ikke vanærende straf. Og under ballerne blev arrestanterne underholdt af dansemusikken.
Serveringen ved festerne besørgedes af Arrestforvarer Sleith.
Hans daglige morgenhilsen til Borgmester N. Sylow var: “God morgen, Deres velbårenhed! Jeg melder, at jeg intet har at melde, Hr. Justitsråd”.
Fugleskydningen var en meget stor fest, som strakte sig over to dage – den første dag for foreningens medlemmer, den anden dag for alle andre. Efter en sådan fugleskydningsfest var en Snedkermester Petersen og hans kone, som fik lyst til at spadsere til København. Og de gik turen både hen og hjem.
Om sommeren var der også hjorteskydning i skoven. Men herudover tror jeg ikke, der var mange større fester. Men måske små fester?
“Ja, dem manglede der ikke på”, svarer Carl Sørensen. Korsør var en livlig by, men også fordi der kom mange landboere hertil. Den gang havde vi amtstue, hvor landboerne skulle betale deres afgifter; den havde til huse i Rambuschs gård i Algade (hvor nu Mathiesens Planteskoles store røde ejendom ligger). Hele Algade bestod næsten udelukkende af store købmandsgårde, hvor landmændene afleverede deres korn og købte varer i stedet. Som følge af dette store besøg til byen var der mange værtshuse, adskillige flere, end der er nu, da vi er 3-4 gange så mange indbyggere. I flere af værtshusene dansedes et par gange om ugen”.
“Altså dans mellem bordene, ligesom i vore dage!”
“Ja, det kan man jo godt kalde det, men dansen formede sig alligevel på en anden måde”.

Forskellige minder.
“Byen har forandret udseende siden 1860erne. På Halskov var der ikke ret mange huse, men i et af dem blev der dog drevet beværtning; det var af en Madam Birnbaum. Hun skrev med kridt på en loftsbjælke, hvad gæsterne skyldte hende – og når hun et øjeblik forlod stuen, slettede skyldnerne en del af gælden ud.
Den gamle (den søndre) bydel bestod nærmest af Algade, Baggade, Slottensgade og Fiskergade. På Sandvejen (nu Jens Baggesensgade) lå kun et par huse – bl.a den toetagers ejendom, der ligger ved siden af biografteatret. En gang, der var oversvømmelse, sejlede min fader ned med drikkevand til beboerne i denne ejendom. Stranden – eller rettere Noret – gik helt op til Sandvejen.
I mine drengeår byggedes adskillige store skibe i Korsør. Særlig erindrer jeg, da Skibsreder Jørgen Kruuse lod bygge bankskifte “Dan”, thi det skulle min morbroder Niels Haagensen være kaptajn på.
Når man først har begyndt at dykke ned i erindringens kramkiste, får man alligevel fat i mange minder, bemærker Carl Sørensen. Som f.eks når diligencen med fire heste for startede fra “Gl. Bro” med de rejsende fra Fyn og fortsatte ad landevejen – eller da garnisionen på Fæstningen foruden kommandanten bestod af 1 sergent, 12 infanterister og 2 artillerister, der havde kaserne i den toetagers ejendom på hjørnet af Baggade og Kasernestræde.
Bompengene, som folk fra landet måtte af med ved Acciseboden for at komme ind i byen, og bropengene der forlangtes for at få lov til at gå over Halskovbroen. Den nuværende Halskovbro er for resten den 4 i min tid. Efterhånden, som der er bygget nye Halskovbroer, er de som bekendt rykket længere og længere ind mod Noret, hvilket er til skade for Korsør, da trafikken derved ledes uden om byen.

Kilde: Korsør Avis den 21 oktober 1929
Mediestream
Jimmy Pedersen

---

Korsør den 2 januar 1943.
Smedemester Carl Sørensen død..
Byens ældste borger og Korsør-Konservatismens Nestor.

Så faldt den gamle kæmpe. I den høje alder af 93 år er fhv. Smedemester Carl Sørensens livslys slukket. I formiddags ved 10 tiden som han stille ind i døden, efter at han i nogle dage havde ligget bevidstløs hen i sit hjem i “Augusta”, hvor han har boet i en længere årrække, plejet med omsorgsfuldhed af sin trofaste husbestyrerinde.
Carl Sørensen følte sig dårlig tilpas juleaften, efter at han havde spist, og han gik da til sengs. I de følgende dage bedredes tilstanden noget, men derefter forværredes den atter, efter at der var kommet en hjerneblødning til i forbindelse med en lammelse af den ene side, og i formiddags indtrådte så døden.
Smedemester Carl Sørensen kunne lige til det sidste færdes ude i byen, støttet af sin husbestyrerinde, men alderen havde selvfølgelig mærket den tidligere så virksomme mand. I sine velmagtsdage var han typen på den rigtige håndværker. Billedet af den stoute smed med skødeskindet huskes endnu af lidt ældre korsoranere.
Da var “Smeden” en af forgrundsfigurerne i Korsør.
“Smeden” støttede sin by hele livet igennem. Først og fremmest som den gode håndværker, og han elskede håndværket, og blev formand for Centralforeningen af Smedemestre i Østifterne, en post han beklædte med stor dygtighed, hvorfor han da også ved sin afgang blev udnævnt til æresmedlem. Samme ære nød han i Korsør Håndværker og Industriforening, Korsør Skytteforening og den Konservative Vælgerforening.
Carl Sørensen var Korsør-Konservatismens Nestor. I en meget lang årrække var han formand for Vælgerforeningen, og han indlagde sig stor hæder viden om for den måde, han ledede foreningen, både ved de store vælgermøder forud for valgene i Slagelse, og ved mange andre lejligheder. Både i agitation og organisationsarbejde ydede han en betydelig indsats. Han kæmpede med vanskeligheder som ingen anden har været ude for, og han sejrede. Han var et udtryk for den ånd, der går gennem den gamle slagsang, når man tog med toget til de berømmelige valg i Slagelse “Plads for Korsør…”. En kæmpe som vandt anerkendelse gennem sit arbejde, ikke alene for sit eget parti, men også langt ud over partierne. Da Carl Sørensen fyldte 85 hyldede Folketingsmand, Borgmester Alfred Bindslev ham i vers som en af fædrelandets gode sønner, og det var ord, der passede.
Ikke alene den konservative vælgerforening står i gæld til Carl Sørensen. Også K.U. har meget at takke for. Gennem første vanskelige år ydede han Ungdomsforeningen overordentlig stor støtte.
Nu er den gamle kæmpe gået bort, men han vil længe blive bevaret i erindringen som den gode borger han var.
Afdøde efterlader sig 2 døtre, der er bosat i København, og en søn i Amerika. For ikke så længe siden døde som bekendt en anden søn, Slagtermester Vilhelm Sørensen, Nygade.

Kilde: Korsør Avis den 2 januar 1943.
Mediestream
Jimmy Pedersen.
Skriv til Jimmy Pedersen

Algade 12 og 14,  Nyelandsgaarden

Henrik Bach 2023