Guldsmed Hans Larsen
Fuglekongen 1898
Fuglekongen 1898
Fuglekonge 20. juli 1898:
Guldsmed Hans Larsen, Nygade.
Født i Assens 1836.
Borgerskab som guldsmed i Korsør 1. maj 1862.
Død 23. okt. 1918 i Korsør.
Gift 30. april 1862 i Hørsholm med Caroline Wenka Amalie Sparre født i Hillerød 21. juni 1838.
Deres Søn Guldsmed Vilhelm Peter Larsen videreførte guldsmed forrentning, var i Fuglekongen 1937.
Skyttekonge 1898: Købmand M. Smith.
Gave: ”Et på en fløjspude anbragt stort sølvskjold med forgyldt krone.
I skjoldet indgraveret fuglekongens ejendom, hjørnet af Algade og Nygade og underneden inskription- alt forarbejdet af fuglekongen selv” (Korsør Avis).
(Kilde: Korsør Lokalhistorisk arkiv)
Det hænger i dag i krostuen.
Kilde Lokalhistorisk Arkiv i Korsør
Poul Berthelsen og Kirsten Borg.
Renskrevet Lisbeth Enøe Moosdorf.
Oplagt af Henrik Bach 2018
Gave: ”Et på en fløjspude anbragt stort sølvskjold med forgyldt krone. I skjoldet indgraveret fuglekongens ejendom, hjørnet af Algade og Nygade og underneden inskription- alt forarbejdet af fuglekongen selv” (Korsør Avis).
Korsør den 21 juli 1898.
Forskønnelsesselskabets Fugleskydning.
Vejret holdt sig i går i det tørre hjørne hele dagen og det er jo næsten mere, end man kan forlange af vor grønlandske sommer i år.
Musikdirektør Jensens orkester var tidlig på færde i gaderne for ved sine livlige toner at vække folk til eftertanke om dagens betydning.
Samlingsstedet var i år forlagt til pladsen foran rådhuset. Henad ottetiden drog Forskønnelsesselskabets bestyrelse med musik og fane gennem Algade, for at hente Fuglekongen, Smedemester Carl Sørensen. Processionen drog derefter ad Brogade, Havnegade, Nygade og Algade til Lovsøen, hvor vognene ventede for at befordre deltagerne til Sommerlyst.
Herude fik Fuglekongen det første leve og en lille frokost indtoges, forinden man gik i gang med fordelingen af skydenumrene.
Snart knaldede skudene lystig op mod fuglen, der i år til en afveksling var malet gul i stedet for grøn; denne farveforandring beroede nok nærmest på en misforståelse. Selvfølgelig blev dyret straks døbt “Kanariefuglen”.
Frokosten.
Klokken 12 samledes skytterne og selskabets øvrige medlemmer i pavillonens spisesal, hvor værten, Restauratør P. Lund ved de smukt dækkede borde på udmærket måde sørgede for tilfredsstillelse af de materielle krav.
Humør skorter det jo som bekendt aldrig på ved fugleskydningsfrokosten og det var da også snart oppe på den rigtige højde. Hertil bidrog også de mange taler og en for anledningen skreven sang, der tog larmende bifald.
Forskønnelsesselskabets formand, Redaktør Adam Jensen bød velkommen, hvorefter Postmester Thorsen udbragte det første leve for Hs. Majestæt kongen (9 hurraer og “Kong Christian”).
Bogholder Michaelsen udbragte skålen for Danmark.
Redaktør Adam Jensen talte for Fuglekongen, Smedemester Carl Sørensen. Skønt han fra en enkelt side er betegnet som “umulig”, er han dog en borger, som vi sætterstor pris på at have iblandt os. (Hør). Hans jovialitet og gemytlighed fornægter sig aldrig, mindst i et godt lag som dette. Vi takker ham for gode og milde regeringstid og ønske ham og hans familie mange lykkelige leveår iblandt os. Fuglekongen leve (Hurra).
Smedemester Carl Sørensen takkede for skålen og udbragte et leve for Forskønnelsesselskabet.
Købmand Vald. Hansen bragte en hilsen fra Konsul P. Jørgensen, der opholder sig ved Ramlösa i Sverige, og beklagede at konsulen ikke kunne være til stede her i dag. Lad os ønske konsulen, at vi snart igen må se ham sund og frisk iblandt os. Taleren udbragte en skål for Konsul Jørgensen og adresserede denne til en af firmaets kompagnoner, Købmand Sofus Møller.
Lærer Poulsen talte for Forskønnelsesselskabets bestyrelse og særlig for formanden, som han motiverede et leve for.
Redaktør Adam Jensen bragte en tak til Mathiesens Planteskole, til Apoteker Klusmann, Blikkenslagermester Gebert og Smedemester Carl Sørensen, som havde skænket selskabet gaver til pryd og nytte.
Tømrermester Bruus talte for skytterne, særlig for den ældste af disse, Købmand Smith.
Købmand Vald. Hansen udbragte et leve for damerne. Købmand Smith et leve for Forskønnelsesselskabets bestyrelse og Forstkandidat Wendt et dito for Korsør by.
Blikkenslagermester Gebert: Lad os råbe et hurra for kongeskytten, Lærer Poulsen, der ved sit dygtige arbejde for ungdommens legemlige udvikling nok kunne have fortjent at få det rejsestipendium til idrætsfesten i København, som hvort byråd nægtede ham!
Endnu udbragtes en række personlige skåler: For Apoteker Klusmann, sangens forfatter, Borgmester Sylow, Postmester Thorsen og Toldforvalter Mogensen, Telegrafbestyrer Thomsen, Krigsassessor Franch og Købmand Schrøder.
Så druknede det hele i den almindelige veltalenhed.
De forskellige hurraer og lever blev kraftig assisteret af Musikdirektør Jensens orkester, der bl.a gjorde stor lykke ved, netop som der blev udbragt en skål for den nimrod, der forleden dag havde fortalt Korsør Avis historien om en kragejagt på cykel, at falde ind med “Højt på en gren en krage”.
Efter frokosten fortsattes skydningen. Man blev forholdsvis tidlig færdig med denne kl. 6 1/2, faldt Brystpladen for Købmand Smiths skud, hvorved Guldsmed H. Larsen blev indehaver af værdigheden som årets Fuglekonge.
Børnene fik lov at danse i pavillonen, indtil gevinstuddelingen skulle finde sted.
Denne foretoges af Forskønnelsesselskabets formand efter nedenstående liste. Naturligvis fik både den gamle og den nye Fuglekonge ved denne lejlighed hver sit hurra. Et animeret bal sluttede som sædvanlig sommerens største stedlige fest i den gemytlige genre.
Gevinsterne:
Halsæblet: (1 stenkrus) Kæmner Harreschou (Købmand M. Smith).
Venstre Vingeæble: (1 frugtskål) Bagermester Thers (eget skud).
Højre Vingeæble: (1 merskumspibe) Købmand M. Madsen (Isenkræmmer Carl C. Hansen).
Haleæblet: (1 ølkrus) Glarmester H. P. Jensen (eget skud).
Venstre Kloæble: ( 1 theglas) Lærer Poulsen (Tømrermester Bruus).
Højre Kloæble: (1 rejsepibe) Hotelforpagter Lund (Møller Langhoff).
Kronen: (1 vækkeur) Mineralvandsfabrikant Hansen (Lærer Poulsen).
Ringen: (2 sølv syltetøjsskeer) Sagfører Thiesen (Malermester Brøndum-Møller).
Halsen: (1 barometer) Købmand H. Fischer (Købmand Emil Hansen).
Halen: (1 sølv æggeske) Købmand J. Petersen (Urmager Johansen).
Venstre Vinge: (1 sølv ragoutske) Smedemester Carl Sørensen (Lærer Poulsen).
Højre Vinge: (1 sølv potageske) Tømrermester Bruus (Lærer Poulsen).
Brystpladen (6 sølv spiseskeer) Guldsmed H. Larsen (Købmand M. Smith).
Guldsmed H. Larsen er således selskabets Fuglekonge for det kommende år. Skytternes udmærkelsestegn, en sølvfugl tilfaldt Købmand M. Smith.
Kilde: Korsør Avis den 21 juli 1898.
Mediestream.
Jimmy Pedersen.
Korsør den 23 oktober 1918.
9 marts 1836 – 23 oktober 1918.
En af vor bys ældste håndværksmestre, Guldsmed H. Larsen, er i nat efter længere tids sygeleje, 82 1/2 år gammel.
Guldsmed H. Larsen, der var født i Assens, kom i 1850 i guldsmedelære; efter endt læretid arbejdede han som Svend bl.a i København og i Sorø. Den 1 maj oprettede han sin forretning her i Korsør.
Larsen var en omhyggelig og dygtig håndværker. På den landøkonomiske og industrielle udstilling for Sorø og Præstø Amter i 1868 fik han “Hæderlig omtale” for en sølv-vinkande.
På udstillingen i København 1872 havde Larsen en smuk sølvopsats , som blev solgt på udstillingen. Endelig skal nævnes det nydelige sølvskjold, som han skænkede Forskønnelsesselskabet, da han var Fuglekonge.
Guldsmed Larsen var en af de fremtrædende personer i foreningslivet, og navnlig stod Sangforeningen hans hjerte nær. I denne forenings bestyrelse havde han sæde i ca 40 år, og som tak for hans arbejde for foreningen blev han den 9 marts æresmedlem.
Larsen var medstifter af Håndværkerforeningen og var igennem mange år medlem af dens bestyrelse. I 1912 hædrede foreningen ham til æresmedlem.
Guldsmed Larsen var en agtet og afholdt mand. De mange forskellige mennesker, han gennem tiden kom i berøring med, især i foreningslivet, forstod at værdsætte hans bramfri færd.
Kilde: Korsør Avis den 23 oktober 1918.
Mediestream
Jimmy Pedersen
Kirkebogen: Guldsmed og Gravør Hans Larsen, født den 9 marts 1836 i Assens. Søn af Skomagermester Lars Larsen og hustru Karen Hansen.
Enkemand efter Karoline Venka Amalie Spare, død den 19 januar 1912.
Borgerskab som Guldsmed og Gravør den 1 maj 1862.
Foto fra året efter 1899 med Guldsmed – Larsen som Fuglekonge,
Hans Larsen grav i 2018
Henrik Bach 2023