Proprietær Jens Peder Nicolai Pedersen
Fuglekongen 1924
Fuglekonge 3. juli 1924:
Proprietær Jens Peder Nicolai Pedersen.
Hulby Møllegård.
Født 21. dec. 1877 i Egerup, Boeslunde. Død 11. nov. 1955.
Søn af gårdejer P. Egerup.
Gift 9. sept. 1904 med Vilhelmine Sofie Kolding.
Præliminæreks. fra Skælskør Borgerskole.
Dalum Landbrugsskole.
Aftjente værnepligt og blev korporal i Livgarden.
1903 forpagter af Hulby Møllegård, som han overtog 1912.
Mange tillidshverv, bl.a. som medlem af tilsynsrådet for Korsør Sparekasse.
Skyttekonge: Købmand Strarup.
Gave: Skydeskive forestillende stuehuset på Hulby Mølle (opført 1887).
Malet af E. Aagard, samt et sølvskjold, som sidder på det grønne kongebandoler.
Kilde Lokalhistorisk Arkiv i Korsør
Poul Berthelsen og Kirsten Borg.
Renskrevet Lisbeth Enøe Moosdorf.
Oplagt af Henrik Bach 2018
Korsør den 3 juli 1924.
Fugleskydningen.
Bagermester P. Thers, som efter sagkyndiges udsagn er den indenfor Forskønnelsesselskabets bestyrelse, som har mest forstand på vejrforholdene og derfor nyder æren af at fastsætte fugleskydningsdagen, har sikkert rynket slemt på brynene, da det i aftes begyndte at regne og at det efter en pause i læbet af natten atter tog fat, da de gæve skytter i morges skulle hente Fuglekongen, Murermester Georg Rasmussen.
Man fik imidlertid ikke indtryk af, at regndråberne generede skytterne på deres march gennem byen – de så alle svært fornøjede ud – men tænkeligt er det, at tilslutningen til processionen havde været større – thi den var ikke ret stor – , om solen havde været fremme.
Heldigvis blev det dog tørvejr, da man var nået ud i skoven.
Ved skydningen mod den grønne fugl voldte – efter hvad vor korrespondent meddeler – æblernes “dinglende” tendenser en del ulempe og ikke mindre end 40 skud måtte der til, for at få has på 3 af æblerne, at hvilke iøvrigt højre Kloæble og Højre Vingeæble faldt ved vådeskud (ingen hentydning til regnvejret), og derfor skal afgøres ved lodtrækning.
Halsæblet: Sagfører Hanerslev (Bogholder Knud Rasmussen).
Venstre Kloæble: Borgmester Grevsen (Driftsbestyrer Krause-Thomsen).
Haleæblet: Hotelejer Martin Christensen (Politibetjent Andersen).
Venstre Vingeæble: Skovfoged Kjærsgaard ( Bogholder Knud Rasmussen).
Kronen: Prokurist Carl Emil Rasmusen (Gartner Hans Mathiesen).
Ringen: Direktør Marius Rasmussen, København (Bogholder Knud Rasmussen).
Så langt var man nået, da skytternes sult oversteg interessen for fuglen, og man samledes ved 1 tiden om frokostbordet i pavillonen.
Her bød selskabets formand, Købmand Strarup velkommen, hvorefter Restauratør Carl V. Jensen talte for konge og fædreland.
Han udtalte bl.a. : Som en god dansk mand føler jeg ærbødighed for min konge og mit fædreland.
Med fædrelandet mener man ikke blot den plet, vi daglig træder på – der er vor kultur, som nu er vokset frem gennem århundreder, vore traditioner vi har taget i arv fra fædrene og der er endelig vort sprog, som vi elsker og værner om. Som en skøn ramme om alt dette har vi vor herlige danske natur.
Kongen, der er dette lands overhoved, er i ordets bogstaveligste forstand en folkets konge, som vi alle ser op til i ærbødighed.
I tidligere tider var kongen halvvejs et overjordisk væsen, som levede meget tilbagetrukket fra folket – nu bevæger kongen sig imellem os som en af vore egne. Man så det forleden, da han på rejsen til England passerede vor by. På banegården talte han med kommandanten på søbatteriet, alt imens livet gik sin daglige gang omkring ham, og da han senere ombord i færgen spiste sin frokost, skete dette sammen med de øvrige rejsende.
Mon ikke vor konge ved ankomsten til England har følt forskellen; her går han frit omkring mellem sit folk, de’r etableres der svære afspærringer ad den vej, han skal passere.
Jeg tror vor konge befinder sig bedst, når han færdes frit imellem sit folk og jeg vil udbringe et leve for vor konge i håbet og ønsket om, at han aldrig må få grund til at tvivle på danske mænds og kvinders oprigtige kærlighed til konge og fædreland. Kong Christian 10 leve ( 9 hurraråb – 1 vers af “Kong Christian” blev sunget).
Senere talte Købmand Strarup for Fuglekongen og Entreprenør Svare for damerne.
Men dermed var det ikke slut; efter at disse officielle taler var holdt, havde endvidere Bagermester Thers, Gartner Hans Mathiesen, Mejeriejer Pedersen-Ørsted, Bagermester Poulsen, Skælskør, Bestyrer Nyeborg, Betjent Andersen m. fl. ordet.
Kl. ca 3 fortsattes skydningen med følgende resultater:
Halspladen: Overretssagfører Heining (Kaptajn Kall).
Halepladen: Bogholder Knud Rasmussen (eget skud).
Venstre Vinge: Prokurist N. Chr. Hansen (Disponent Strarup).
Højre Vinge: Konsul Harald Fischer (Gartner Axel Mathiesen).
Brystpladen (Kongegevinsten) Proprietær Pedersen, Hulby Mølle (Disponent Strarup).
Skydningen tilendebragtes kl. 5.
Ved lodtrækning tilfaldt Højre Kloæble Kaptajn Petersen, Lygtebanken, og Højre Vingeæble Mejeriejer Taubro.
Kilde: Korsør Avis den 3 juli 1924.
Mediestream.
Jimmy Pedersen.
HB 2023