Kaptajn Leger Jensen
Fuglekongen 1926
Fuglekongen 1926
Fuglekonge 6. juli 1926:
Kaptajn Anders Theodor Leger Jensen.
Født i Korsør 17. sept. 1878.
Forældre: fisker Erik Peter Jensen og hustru Metha født Jørgensen.
Skibsfører i Oversøisk Co.
Kaptajn i rederiet ACTIV.
Gik i land 1922. Havde depot for Carlsberg.
Oldermand for Korsør Sølaug 1928.
Æresmedlem samme sted 13/2 1929.
Flyttede 1937 til København.
Skyttekonge 1926: Krause Thomsen.
Gave: Skydeskive med Lovsøanlægget og fuglekongens hus i baggrunden.
Malet af Aagaard, samt et sølvskjold, som sidder på det grønne kongebandoler.
Kilde Lokalhistorisk Arkiv i Korsør
Poul Berthelsen og Kirsten Borg.
Renskrevet Lisbeth Enøe Moosdorf.
Oplagt af Henrik Bach 2018

Platten er malet af Aagaard: Foto Lars Moosdorf 2020.


Korsør den 6 juli 1926.
Forskønnelsesselskabets fugleskydning indledes i morges med, at skytterne med musik i spidsen marcherede fra Klubhotellet til Halskov, hvor man afhentede Fuglekongen, Overbetjent Nedahl.
Processionen var alt andet end imponerende. Der var kun ca 20 skytter, da toget på marchen gennem byen var nået til Lovsøen, hvorfra man kørte til Sommerlyst.
Her tog skydningen umiddelbart sin begyndelse.
Inden frokosten var nedskudt:
Venstre Kloæble: Konsul Th. Rasmusen sen. (Driftsbestyrer Krause-Thomsen).
Højre Kloæble: Købmand B. Bennetzen, Slagelse (Gartner Axel Mathiesen).
Halsæblet: Skovfoged Kjærsgaard (Direktør Marius Rasmussen, København).
Halsen: Forretningsfører M. R. Poulsen, Dansk Andels Kulforretning (Direktør Marius Rasmussen).
Venstre Vingeæble: Manufakturhandler Mølvig (Murermester Georg Rasmussen).
Højre Vingeæble: Overretssagfører Mikkelsen, København (Kommis Strarup).
Haleæblet: Købmand Th. Fischer (Driftsbestyrer Krause-Thomsen).
Kronen: Driftsbestyrer Krause-Thomsen (eget skud).
Ringen: Manufakturhandler Hinrichsen (Murermester Georg Rasmussen.
Venstre Vinge: Murermester Georg Rasmussen (eget skud).
Halen, der faldt i utide, vil komme til lodtrækning.
Højre Vinge: Gartner Hans Mathiesen (Axel Mathiesen).
Brystpladen: Kaptajn Leger Jensen (Krause-Thomsen).
Kongegevinsten blev nedskudt kl. 4 1/2. Skytten tildeltes skytternes ærestegn, en sølvfugl på grøn roset.
Kilde: Korsør Avis den 6 juli 1926.
Mediestream.
Jimmy Pedersen.


Udlånt af Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn

Lidt om huset på Skovvej 8:

huset på Skovvej 8:
Grunden er købt af fuldmægtig på Korsør Margarinefabrik, Peder Andreas Marius MIchaelsen (1857-1925) i 1905.
Huset bliver opført af murermester Jens Peter Bergmann (1861-1950).
Det overtages omkring 1925 af kaptajn Anders Theodor Leger Jensen.
Han skifter havet ud med et depot for Carlsberg i 1922 og sælger til hovmester Halling i 1937.
I 1949 er det Bertram Lindeskov, kaldt for Basse, der er indehaver af Carlsberg depotet i Korsør. Lindeskov har overtaget det efter hovmester Halling, og depotet bliver drevet fra det hvide hus, der ligger helt op til Lovsøen, Skovvej 8, og garagerne ligger under Kjærsvej. Jeg mener, at Lindeskov begynder under krigen.
Lindeskov bygger i 1953 depot og beboelse på Helenevej 3, hvor han driver det indtil 1977, hvor John ”Carlsberg” Nielsen køber det hele samt får overdraget forhandlingen af Carlsbergs produkter.
Læs mere på siden om fuglekongen i 1983, depotejer John Nielsen.

Foto Kilde Lokalhistorisk Arkiv i Korsør

Dette må være før 1906, da huset ikke er på. Kilde Lokalhistorisk Arkiv i Korsør Kay-Verner Christiansen, Poul Berthelsen og Kirsten Borg. Renskrevet Henning Petersen. Oplagt af Henrik Bach 2018

Generalforsamling 1926.
11 maj 1926.
Korsør Forskønnelsesselskab afholdt i aftes på Klubhotellet sin årlige generalforsamling, som var besøgt af ca en snes medlemmer og varede et par timers tid.
Under behandlingen af dagsordenens forskellige punkter udspandt sig nu og da en livlig debat, hvorunder mange interessante emner blev berørt.
Formanden, købmand G. Strarup bød velkommen og mindedes de to afdøde medlemmer bestyrer Nyeborg og fuldmægtig Michaelsen (de tilstedeværende rejste sig).
Til dirigent valgtes overbetjent Nedahl, som på forslag af formanden blev hyldet med hurraråb i anledning af sin egenskab som Fuglekonge.
Derpå gik formanden over til at aflægge beretning om årets virksomhed. Da medlemstallet er dalet fra 272 til 259 benyttede han lejligheden til at opfordre medlemmerne til at agitere for tilgang af nye medlemmer.
Der har som sædvanlig været afholdt fugleskydning, ved hvilken overbetjent Nedahl afløste proprietær Pedersen, Hulby som fuglekonge; Festen gav et lille overskud, medens den tilknyttede salonpræmieskydning figurerer med et mindre underskud, hvorfor denne salonskydning formentlig fremtidig bør stryges. Desuden har der været andespil og fællesspisning, og i “Sommerlyst” har der været arrangeret 3-4 baller, som alle var dårligt besøgte.
Ved købstadsjubilæet skænkede selskabet byrådet en smuk krystalvase med sølvplade.
Angående Forskønnelsses bestræbelserne oplyste formanden, at bestyrelsen til byrådet havde fremsendt forslag om at beplante Lilleøbakken, hvor der kunne skabes en smuk plet. Ligeledes har bestyrelsen bedt byrådet være sig behjælpelig med at få forlænget det stengærde, der findes ved Lovsøen mod Dyrhaugesminde, da man kan risikere at børn falder i søen og forulykker. I intet af tilfældene er der endnu kommet svar fra byrådet.
Skovens borde og bænke har i vinterens løb lidt en del overlast, hvilket ikke alene skyldtes publikum, men også er fremkommet under træfældningen, efter hvad skovfogeden oplyser.
Formanden foreslog, at man rettede en henstilling til Skovudvalget om, at kørslen med skoveffekter så vidt muligt tilendebragtes til 1 maj, således at veje og stier kan blive istandsatte, til folk begynder at komme i skoven.
Om restaurationsforholdene i “Sommerlyst” oplyste formanden, at de havde været fuldt tilfredsstillende under den nye vært, ligesom det har vist sig, at lyset derude fungerer udmærket, når blot elektricitetsværket bliver passet rigeligt.
Sluttelig meddelte han, at myggeplagen i skoven var forsøgt bekæmpet ved, at selskabet havde ladet sumpehullerne oversprøjte med petroleum, og denne foranstaltning synes at have hjulpet.
Gartner Axel Mathiesen oplyste, at Skøjteløberforeningen havde tilbudt selskabet at bidrage til rejsningen af et stårtrådshegn ved Dyrhaugesminde.
Snedkermester Jacobsen fandt, at medens man nu betalte 4 kr i kontingent til selskabet og 10 kr for fugleskydningen, burde dette forhold vendes om. Han kritiserede den tilstand Lovsøanlægene i fjor befandt sig i, ville have “Hundehuset” mellem de to forreste søer bort, og beklagede sig over nogle indhegninger, der havde været anbragt for at værne om ænderne.
Formanden bemærkede til Axel Mathiesen, at et ståltrådshegn ikke ville virke forskønnende det pågældende sted.
Det er en komplet misforståelse af snedkermester Jacobsen, hvis han tror, man uden videre kan bytte om på de summer 4 og 10 kr fugleskydningen skal bære sig selv og dens regnskab har så vidt ikke spor med selskabets finanser at gøre. Vi savner penge for til gavn at kunne udføre noget forskønnende i by og omegn, men dog tror jeg ikke, vi skal prøve i disse tider at forhøje kontingentet.
Snedkermester Jacobsen ankede derefter over, at der hist og her i anlægget hængte løs pigtråd til ingen verdens nytte.
Kan der ikke etableres et inderligere samarbejde mellem selskabet og byråd, så vi ad den vej kunne få større pengemidler til rådighed til forskønnende formål?
Skøjteforeningen må kunne give noget mere end 10 kr for om vinteren at disponere over søerne.
Regnskabet blev forelagt af kassereren, restauratør Carl V. Jensen og balancerede med 7.837 kr.
Indtægterne har været: Kontingent 1.069 kr, ekstraordinært kommunalt tilskud til automobil-vejen 1.000 kr, havnens og kommunens alm. tilskud 900 kr, lejeindtægter 1.689 kr, renter 102 kr, andre indtægter 1.827 kr og fugleskydningen 1.247 kr.
Udgifterne indledes med et underskud fra i fjor på 622 kr, renter og afdrag 1.231 kr, assurance og lign. 191 kr, Lovsøanlægene 476 kr, “Sommerlyst” 487 kr, underholdning 137 kr, Landevejen 88 kr, skoven 471 kr, vejen til “Sommerlyst” 1301 kr, skatter m.v. 25 kr, forskellige udgifter 673 kr og fugleskydningen 1.170 kr.
Regnskabet slutter med en kassebeholdning på 957 kr.
Status udviser en nettoformue på 23.501 kr.
Revisorerne havde gjort en antegnelse om, at elektricitetsværket i “Sommerlyst”, som står opført med 6.000 kr, burde nedskrives. Den ene revisor, driftsbestyrer Krause-Thomsen erklærede, at da der i de første år forestår flere fornyelser på værket, bør det kun opføres med ca 3.000 kr.
Derpå godkendtes regnskabet.
Fugleskydningen.
Det vedtoges som sædvanlig at afholde fugleskydning, hvis dato senere fastsættes.
Ingen aktie-udtrækning.
Formanden anmodede om tilladelse til atter i år at undlade at udtrække “Sommerlyst” aktier under henvisning til den slunkne kasse.
Tilladelsen gaves.
Valgene.
Til bestyrelsen genvalgtes købmand Strarup og restauratør Carl V. Jensen. Som nyt medlem i stedet for afd. bestyrer Nyeborg foresloges snedkermester Jacobsen, borgmester Grevsen, konditor Jørgen Thers, snedkermester Wichers, Konsul Harald Fischer, stadsingeniør Ørnholts og Kaptajn Leger-Jensen.
Snedkermester Jacobsen nægtede at modtage valg.
Borgmester Grevsen: Den, der vil reformere, bør ikke unddrage sig valg, da dette kunne føre til en dobbeltstilling, og ligeledes fandt han, at stadsingeniøren heller ikke godt kunne have sæde i bestyrelsen.
De 3 herrer blev så strøget af listen og yderligere frabad Leger-Jensen og Jørgen Thers sig valg, hvorefter konsul Harald Fischer (som ikke var til stede), valgtes med 15 st. snedkermester Wichers fik 2 st.
Sagfører Hauerslev genvalgtes til suppleant og Prokurist N. Chr. Hansen nyvalgtes til revisor.
Forskellige emner.
Under eventuelt erklærede formanden, at det af snedkermester Jacobsen benævnte “Hundehus” var beregnet for svanerne.
Prokurist Gustav Mathiesen fandt det sindssvagt, at man i søndags arrangerede bal i “Sommerlyst”. Det var alt for tidligt på sæsonen at åbne pavillonen.
Formanden: Det er galt, når vi åbner for sent, men vi får også ubehageligheder, hvis vi åbner tidligt. Det må imidlertid erindres, at vi har en vis pligt til at sørge for, at vor vært får nogen fortjeneste, når han årlig giver os ca 1.600 kr i leje.
Snedkermester Jacobsen ville have gruset gangene i anlæget.
Borgmester Grevsen erklærede, at byrådet selvfølgelig var glade ved den smukke krystalvase, som selskabet skænkede ved købstadjubilæet, men man havde dog hellere set, om der i stedet for vasen var kommet et tilsagn om, at selskabet når en gang Torvet blev gjort i stand, ville skænke byen en brønd eller lignende. En sådan gave havde harmoneret bedre med selskabets formål.
Driftsbestyrer Krause-Thomsen: Var der ikke i sin tid tale om en basar for at skaffe penge til at virke med?
Snedkermester Jacobsen: Efter hvad jeg har hørt, bliver præstegårdsjorden bag anlæget snart fri. Kunne bestyrelsen ikke forhandle med byrådet om at dette areal kunne lægges sammen med det nuværende anlæg. Derved ville der kunne skabes noget smukt og stort, samtidig med at man gav befolkningen adgang til her at nyde stranden, hvilket omtrent er forbudt alle vegne ved Korsør.
Restauratør Jensen: Bestyrelsen har overvejet at arrangere en stor folkefest for at få penge, men en sådan fest rummer jo en vis risiko.
Borgmester Grevsen: Basar, eller folkefest er vist ikke den rette vej at gå – netop fordi en sådan fest kan give underskud. Så er det sikkert bedre at prøve en frivillig indsamling blandt byens beboere og bl.a derigennem se, hvor megen interesse der er for at få byen forskønnet.
Lad mig i anledning af tanken om et anlæg på Lilleøbanken sige, at jeg synes ikke, det er nye anlæg vi trænger til. Der er såmænd nok af fristeder, hvor folk kan opholde sig. Nej, lad os pleje og udvikle de kønne steder vi har.
Snedkermester Jacobsen: Blev der ikke for nogen tid siden rettet henvendelse til byrådet om at lade sig repræsentere i selskabets bestyrelse.
Formanden: Jo, men på det tidspunkt – foran byrådsvalget – ønskede byrådet ikke en sådan repræsentation.
Købmand Hans Schmidt: Selskabets forskønnelsesinteresse synes udelukkende at gælde byens periferi. Hvorfor ikke beskæftige sig med selve byen – f.eks gøre noget ved Torvet, hvis nuværende tilstand vi ikke kan være bekendt. Et springvand eller lign. ville pynte svært op, når pladsen bliver istandsat.
Driftsbestyrer Krause-Thomsen: Kunne byrådet tænke sig at købe præstegårdsjordene og udlægge dem til anlæg mod, at selskabet foretog beplantningen?
Borgmester Grevsen: Måske vil byrådet påtage sig begge dele. Men det må jo erindres, at der mellem det nuværende anlæg og præstegårdsjorderne findes et lille areal, der tilhører Mathiesens Planteskole, og det bliver nok ikke billigt at erhverve.
Gartner Axel Mathiesen: Den nye kirkegård da ikke for dyr.
Borgmester Grevsen: Nå, den var da dyr nok.
Snedkermester Jacobsen: Sæt Skøjteløberforeningens afgift op.
Borgmester Grevsen: Lad hellere skøjteløbningen på Lovsøen blive gratis for alle og lad os blive fri for isningen.
Formanden spurgte, hvor fiskerne i så fald fik is fra, og takkede derpå borgmesteren for løftet vedrørende præstegårdsjorden.
Borgmester Grevsen: Det må kun betragtes som et halvt løfte. Jeg kan kun tale for mig selv.
Endelig bør det bemærkes, at Julemærke-Komiteen om opførelse af et børnehjem på dette sted endnu ikke er afsluttede.
Jeg kunne tænke mig, at det blev foreslået komiteen, at lade hjemmet opføre på skråningen i det nuværende anlæg, hvorefter præstegårdsjordene bagved blev udlagt som park, i hvilken både patienterne og byens beboere kunne færdes og have fri adgang til stranden.
Det må dog ikke glemmes, at vi ikke har fået jorden i besiddelse endnu. Den ejes af stiftsøvrigheden, og hvem ved, om der kommer nogen handel i stand.
Sluttelig lovede han – med henblik på formandens udtalelser i beretningen – af Skovudvalget ville sørge for, at kørslen med effekter blev afsluttet så tidlig på året, det lod sig gøre.
Med Leveråb for dirigenten hævedes derefter generalforsamlingen.
Kilde: Korsør Avis den 12 maj 1926.
Mediestream.
Jimmy Pedersen.

Hb 2023

1925 – Overbetjent Frederik C. Nedahl