Byrådsmedlem Kurt Rehder
Fuglekongen 1998
Fuglekongen 1998
Kurt Rehder blev født d. 16. marts 1943 på Søhusegaard (Ydunvej 7) på Ormeslev Mark.
Forældre var Johanne og Jean Rehder.
Barndomshjemmet var en rigtig bondegård på 25 tønder land. Fyldt med heste, køer, grise og høns, lunt beliggende mellem 2 høje bakker, hvoraf den vestlige, – “Søbjerg” – ifølge gamle sagn var beboet af trolde, og stod på gloende pæle hver højtidsaften.
Efter 7 års skolegang fra 1950 til 1957 i Ormeslev Friskole, – hvor der var skolegang hver anden dag, arbejdede Kurt Rehder dels på den fædrene gård, dels hos en gartner i Hulby, indtil indkaldelse til militærtjeneste ved telegraftropperne den 1. november 1961.
Hjemsendelsen fra militæret skete efter 14 måneders tjenestetid med udgangen af februar 1963, hvorefter Kurt Rehder 2 dage efter startede på Gry Møbelfabrik i Gryderup som specialarbejder, hvor der de følgende godt 2 år blev limet finer på adskillige bordplader.
Sideløbende hermed erhvervedes teknisk forberedelseseksamen ved skolegang 4 aftner om ugen på Vestre Skole i Slagelse.
I august 1965 påbegyndtes uddannelse til teknisk assistent på Teknisk Skole i Slagelse, som afsluttedes juli 1967.
I uddannelsesforløbet indgik 1 års praktik, – (året 1966) – som foregik på Landbrugs-maskinfabrikken “Marsk Stig” i Slagelse. Her fik Kurt Rehder ansættelse efter endt uddannelse, og var her til sommeren 1987, hvor dels krisen inden for landbrugsmaskin-branchen, dels omlægning af produktionen med nye ejere af fabrikken, afsluttede ansættelsesforholdet.
Den 16. marts 1968 blev Kurt Rehder gift med fru Anni og fik børnene Kristina i 1969, Charlotte i 1973 og Jesper i 1981.
I 1972 købtes fru Anni’s barndomshjem “Strandgården” i Knivkær.
I november 1985 valgtes Kurt Rehder til Korsør byråd på Venstres liste for perioden 1986-1990, og det blev til genvalg, – foreløbig for de følgende 4 perioder.
Efter fratrædelsen fra “Marsk Stig” indledtes et ansættelsesforhold hos en tidligere kollega i Sønderup Smedje, hvor der blandt andet fortsat blev serviceret udstyr for flydende ammoniak, som var Kurt Rehder speciale, men da denne gødningsart delvis forsvandt fra landbruget, forsvandt grundlaget for ansættelsen også.
Kurt Rehder fik derefter mere tid til at dyrke sine fritidsinteresser: Lokalhistorie og guidning af interesserede turister i Korsør og omegn.
Ud over byrådsarbejdet bruges tiden også som bestyrelsesmedlem i forskellige foreninger, blandt andet “Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn og “Historisk Samfund for Sorø Amt”.
Platten
Motivet på skydeskiven er “Strandgaarden” i Knivkær, som siden ægteskabet med fru Anni d. 16. marts 1968 har været fuglekongens hjem og bolig.
Strandgårdens adresse er Knivkærvej 72, Frølunde, 4220 Korsør.
Gården har været i familiens eje siden 19. august 1852, hvor fru Anni’s oldefar Rasmus Madsen købte gården til selveje af Valdemar Tully von Oxholm på “Tårnborg.”
Kanten omkring gården er stærk blå, og symboliserer Storebælt, som delvis omkranser gårdens tidligere marker mod vest og nordvest.
Indskriften i det blå bånd er skrevet med skriften DS 23.1, som er den skrift fuglekongen anvendte i sin virke som teknisk assistent inden for maskinbranchen.
Symbolet i venstre side af det blå bånd er Korsør byvåben, som relaterer til fuglekongens medlemskab af Korsør byråd, hvori han indvalgtes pr.1. januar 1986.
Symbolet i højre side er en stiliseret kornblomst, som relaterer til fuglekongens politiske tilhørsforhold til partiet Venstre.
Motivet er malet af Maria Kiralyalvy, med et luftfoto af gården som forlæg.
Byrådsmedlem – Kurt Rehder.
Henrik Bach 2023
JSP
Kong Kurt stod tidligt ud af sengen tirsdag morgenfor på sin residens, Strandgården på Knivkærvej, for at være klar til at tage imod de andre skydebrødre fra Korsør Fugleskydnings- og Forskønnelsesselskab, med Gammel Dansk og morgenbrød, som traditionen foreskriver. Daa delegationen af skydebrødre ankom til Strandgården, var kong Kurt som fuglekonge iført en hvid jakke med de silkesløjfer påsat, der år efter år fremstilles af terapien på plejehjemmet Solgården. Forinden havde kong Kurt skuet ud af vinduet og med tilfredshed konstateret, at solen netop på denne dag havde valgt at skinne på skydebrødre, Strandgården og Sommerlyst, som resten af dagen og aftenen med skulle danne ramme om majestætens mest mindeværdige stund, under den et år lange regeringstid. Indimellem blev de traditionelle ministertaler holdt, og heraf fremgik det at kong Kurt i det virkelige liv hedder Kurt Rehder, og han er byrådsmedlem af Venstre på 13. år. Det højtidelige højdepunkt kom, da fuglekongens skydeplatte blev afsløret. Ikke uventet var motivet Strandgården.