Carl Aage Corneliussen
Der var engang, – eller skal vi sige?
Den gang var der!
Af Frederik Jakobsen

Fuglekonge i 1967: Carl Aage Corneliussen.
Erhverv: Redaktør.
Død den 5. maj 1995.

Her tænkes på afdøde redaktør Carl Aage Corneliussen, Sjællands Tidende, som i perioden fra 1947 til 1983 var lokalredaktør in Sorø Amtstidende, senere Sjællands Tidende. Tillige drev han sit eget lille rejsebureau. Også mange andre havde glæde og gavn af hans gode og “skarpe” pen. Han var en flittig skribent til talrige publikationer, hvilket han fortsatte med helt til sin død. Hans signatur var flere forskellige f. eks cor, Corny eller corolius. Uanset den ene eller den anden: “Hans pen var formidabel”. Det var en fornøjelse at læse, for der stod også meget mellem linierne – både for den lokale avislæser og for fremmede.
Corny var en mand, man lagde mærke til, både hans fremtoning i gadebilledet og i presselogen i byrådssalen på rådhuset. Samtidig med, at han noterede fra debatten, så kommenterede han stille og skarpt. Han stillede “diagnosen” i bevæggrundene til politikernes udsagn. Det var ikke kedeligt for de andre tilhørere i tilhørerlogen. Hans pen blev aldrig med “ført hånd”, Han skrev objektivt og med det skarpe blik for væsentligt og uvæsentligt.
Da han af sparrekassens fond modtog årets færgekaptajn i 1990, udtalte formanden arkitekt Ole P. Hansen netop, at Corny var ubestikkelig i sit job, hvilket kunne give nogle knubs. Det fik han også.
Et eksempel på objektivitet vidner følgende episode om. I Korsør byråd sad der engang en person valgt ind på den radikale liste. Ved et af de næste valg var personen valgt ind på den konservative liste. Corny forsømte ikke nogen lejlighed i sine byrådsreferater at nævne medlemmet som den forhenværende radikale – nu konservative. Det irriterede byrådsmedlemmet, så han inviterede en dag på en bid brød og en dram for stoppe Cornys fastholdelse af den politiske slingrekurs. Efter næste byrådsmøde var der ikke ændret i referatet, og ved en telefonisk henvendelse fra “den slingrende”, sagde Corny: “Jeg lader mig ikke købe af et par stykker smørrebrød og en dram”.
En tidligere elev hos Corny, (den senere chef på Svendborg Avis, Ole Vedsø), har fortalt mig følgende historie, som tydeligt angiver Cornys format.
I et stykke tid i midten af 1900-tallet var DSB’s færgefart ramt af uheld, færgekollisioner og “lige ved” situationer. Corny tog fat i det, og med hård hånd og stærke tekster fik styrmænd og kaptajner råt for usødet. Det blev for meget for dem. Nogle af dem troppede op på redaktionen, og i tydelige vendinger og kontant sprog forlangte de, at Corny skulle dementere en bestemt artikel. Men Corny vidste, hvad han gjorde og var ikke sindet på trække bare et eneste ord tilbage. Så spillede DSB-folkene deres trumf ud: “Så vil vi alle gerne opsige vores abonnement på avisen”. Corny havde lugten lunten, så lige inden denne trumf sagde han: “Efter denne opførsel d’herrer har udvist her, så vil jeg bare sige, at ingen af jer kan lov til at abonnere på vort seriøse dagblad”.
Delegationen var overrumplet.
Da de var udenfor hørevidde sagde Corny lakonisk: “Nu stiger vores løssalg i Korsør igen”.
Den gamle fr. Corneliussen, Cornys mor, boede til sin død i bladhuset. Hun vidste, at han satte en ære i at være præcis, når en nyhed af format var indenfor rækkevidde. En dag, da han var ved at samle blok, blyant og nødvendigt grej og lige netop var på vej ud af døren, råbte Hun: “Carl Aage – Carl Aage”. Tydeligt irriteret vendte han sig om og sagde: “Hvad er der så?”. “Kør forsigtigt – ikke under 100”, svarede hun.
Corny var korsoraner, Han hadede alt, hvad der havde med Slagelse at gøre. Da han i 1949 fik prakket en elev på, var han vred. Ikke alene havde Slagelse egenrådigt valgt en elev, men de havde ikke engang spurgt i Korsør. Det var ikke den bedste start en elev kunne få, så Mogens E. Pedersen – den senere navnkundige Mep – kom direkte i “den varme stol”. Mep skulle have 400 kr. om måneden i elevløn, men Corny satte den straks ned til 200. Det var nok noget, han huskede fra sin egen elevtid i Kalundborg, der skulle han have 200 kr., men fik kun 75 kr. pr. måned. Hvis han vel og mærke enten skaffede flere abonnenter eller annoncer.
I elevtiden i Kalundborg havde Corny begået den frækhed at “stjæle” dagens nyheder, som lå parat til trykning i det åbne vindue hos konkurrenten, som var byens førende avis. Det betød en god avis hos Corny, men en dårlig hos Kalundborg Folkeblad. Hans initiativ blev belønnet, han fik plads hos den “bestjålne” til en højere løn. Men nok var det en god plads på Folkebladet, men ikke altid lutter lagkage.
En dag gik Corny nede på havnen, og der kom han under vejr med et skib, der lå i karantæne. En sømand var blevet angrebet af en eller anden mystisk sygdom. Nyheden var Folkebladet alene om. Chefen var henrykt. Han kaldte hele redaktionen sammen, 4 mand i alt, og med begejstring meddelte han: “En journalist er født”. Corny blev inviteret hjem til chefen privat til middag. Han solede sig i chefens ros! Et par dage senere blev han af chefen spurgt: “Hvordan går det med Malariaskibet?” Helt egenrådigt havde chefen kaldt skibet Malariaskibet Corny svarede, at det havde han ikke arbejdet videre med. Chefen blev rasende og kaldte igen redaktionen sammen og forkyndte: “En journalist er død”.
Ved olympiaden i 1936 var Gunnar NU den person, alle lyttede til. Han og radioen dækkede sporten meget flot og omfattende. Men Folkebladet proklamerede, at de selv havde en udsendt medarbejder på pletten. Det var Corny. Når sandheden skal frem, så sad han på redaktionen i Kalundborg og skrev situationsrapporten som om, han selv var på stedet i Berlin. Læserne blev i troen, og sandheden kom ikke frem.
Folkebladet var en god læreplads, og mange af Cornys senere reaktioner i henseende til elever var direkte kopier, af det, han selv som grøn journalistspire havde været ude for. Corny fortsatte sin uddannelse andre steder, både i udlandet, Tyskland, USA, England og Frankrig, og her hjemme bl.a. på Frederiksborg Amts Avis og i Svendborg. Efter sigende og efter en meget troværdig kilde skulle han bl.a. der sammen med en værtshuskammerat have digtet den i Danmark verdenskendte sang: “Jeg Kommer li` fra Svendborg av – go’dav – go’dav – go’dav “. Undersøgelser i tilgængeligt materiale fortæller, at tekstforfatteren er ukendt. Men den kan godt stamme fra et listigt værtshusmiljø ! Corny kunne godt skrive sange.
Corny vendte hjem, og det nød vi alle godt af, da han blev afløser for sin far.
Carl Aage Corneliussens humor kunne godt være grov, men aldrig for grov. Corny beskrev en gang, hvorledes ansættelsesproceduren på Korsør Rådhus kunne være. Der havde været debat om besættelsen af en konkret stilling. Der var ikke tale om ansættelsessamtaler, men ansøgerne stillede op til prøve, Således fortalte han: “Når ansøgeren har præsenteret sig, så stiller borgmesteren sig på den en side af ansøgeren. På den anden side stiller en HK-tillidsmand sig. Begge kigger ansøgeren dybt i ørene, og hvis der etableres øjenkontakt mellem borgmesteren og tillidsmanden, så er ansøgeren kvalificeret “.
En hændelse med et humoristisk berømt islæt udspandt sig ved DSB’s præsentation af nye lomotiver. Præsentationen fandt sted umiddelbart efter, at et lokomotiv havde haft for meget fart på og var kørt ud over færgeklappen og gået til bunds i færgelejet. På pressemødet blev spurgt, om der var spørgsmål fra de tilstedeværende, og så lød det fra Corneliussen: “Kan de nye maskiner flyde” Behøver vi at nævne, at spørgsmålet er gået over i pressehistorien?
Corny fandt også på blivende navne på lokaliteter i lokalområdet. De meget roste og søgte andelsboliger på Lille Skovvej hedder som bekendt Udsigten – dem døbte han “Rynkeby”. Det er hovedsagelig ældre mennesker, der bor i boligerne.
Sommerhusområdet ved Søskær mose gav han navnet: “Den lille rådhusplads”. Årsag? På mærkværdig vis var det de mange ansatte på Slagelse og Korsør rådhuse, der købte grundene i den kommunale udstykning. Udstykningen ved Alhøjvænget gav han navnet: “Guldkysten”.
Umiddelbart efter et kommunalvalg standsede han mig på gaden. Jeg havde været til byrådsmøde med en afgangsklasse, som jeg underviste i historie. Han ville vide, hvorfor vi havde været der, og hvad eleverne havde fået ud af at overvære mødet. I vores efterfølgende snak sagde han: “Ja, flertallet ændres jo ikke, men borgmesteren kan få svært ved at finde de udvalgsformænd, som kan læse og skrive! – Men det kan borgmesteren jo heldigvis selv!”.
I tidens løb kom flere håbefulde unge journalistelever i hans kyndige hænder. Det var ikke lige behageligt, kan man forstå, når de beskriver deres elevtid.
Redaktør Mogens E. Pedersen, Mep, senere chef på Se og Hør, var som sagt elev hos Corny. Han beskriver sin elevtid i et afsnit i sin bog: “Ærlig talt. Eller sådan gik det til”. At det ikke var en kedelig lærerplads fremgår tydeligt i afsnittet om Korsør:
“Det gælder om at skaffe nyheder PEDERSEN “, det var det gennemgående krav fra Corny. Mep var uddannet murer og aldeles ukendt med journalistik. Næsten hver dag fik Mep at vide, at han var komplet ubrugelig: “Det er bedre at blive en god murersvend end en dårlig journalist”, var Cornys daglige nålestik.
Mep blev fyret. Han cyklede dagen efter ud til Johan Mogensen, Trælasten, og købte en spand kalk og begyndte på kalke kælderen i bladhuset i Nygade. “Hvad Fanden laver de Pedersen?”, spurgte Corny.
Mep sagde, at han jo skulle have løn for måneden ud, så han kunne lige så godt lave noget for sin løn. Dagen efter kom Corny og spurgte, om han ikke kunne dække et møde ude i forsamlingshuset Ydun i Hulby, fordi han selv skulle referere et byrådsmøde. Selvfølgelig kunne Mep det, og så måtte Corny acceptere en genansættelse.
Næste gang, den var gal, havde Mep skrevet en artikel om noget svindel i forretningsverdenen i Korsør. Corny læste artiklen igennem, rystede på hovedet og sagde. “Den kan ikke bruges”. I sin kvide lækkede Mep historien til konkurrenten, Socialdemokraten. Så fyrede Corny igen sin elev, som svarede igen ved at begynde på reparere skorstenen. Han skulle jo have løn for resten af måneden alligevel.
Mep nåede på blive fyret og genansat 3 gange.
Corny ville nu ikke aflevere en oplært elev og slet ikke til redaktionen i Slagelse. “De vil slet ikke have Dem oppe i Slagelse”, sagde en hovedrystende Corneliussen, når Mep spurgte, om han ikke snart skulle videre i sin uddannelse. Corny hadede alt og alle, der havde med Slagelse at gøre.
Mep kom alligevel til hovedredaktionen i Slagelse.
Med en pen, som ikke fandtes bedre i hele avisens dækningsområde, regerede Corny i Korsør. Der var ingen af de andre aviser i byen, som overlevede. Korsør Avis måtte lade livet, og Sjællandsposten, den socialdemokratiske avis, sygnede hen efter såkaldte “strategiske fusioner”, som det hed, og så lukkede også den.
Flere elever blev uddannet i Korsør, og de rejste herfra med en god faglig ballast.
Mep nåede som sagt i sin Korsør-tid at blive fyret 3 gange, men hver gang havde han fået en ny chance af Corny. Den regel blev taget med til chefredaktørstolen på Se og Hør. Alle nye medarbejdere der fik som på lokalredaktionen i Korsør 3 chancer. Det havde Mep lært og rettet sig efter.
At Corny havde en både god og skarp pen, havde han til fulde vist igennem de mange år.
Men også i en snæver vending kunne han klare situationer. Der skete en sen eftermiddag et sammenstød mellem 2 færger, ulykken var svær at overskue, så det trak ud med nyheder og med at sende stoffet til trykkeriet i Slagelse. Men 5 minutter før deadline ringede Corny hovedredaktionen i Slagelse op og gav pr. diktat og uden manuskript en beretning om ulykken. Diktatet var exceptionelt flot og omfattende.
Det kunne han også.
Som familiemenneske var han også en ener. Hans kone kunne kun bringe ham på kollisionskurs og gøre ham panisk, når hun truede med hovedrengøring, så gav han op og flygtede.
Han var et midtpunkt både i samværet i hjemmet og i samværet med bekendte og venner. Han var distræt, og når han gik i byen for at handle, så kunne han godt fortabe sig i samtale eller i jagt på nyheder. Hans hule var i det lille kontor, hvor han havde sine børns og børnebørns tegninger, her værnede han om interiøret, intet måtte flyttes, tages væk eller bare ændres lidt.
Han var en fantastisk fortæller, og han levendegjorde det på en original måde. På en tur med sin teenager datter til Rom, har hun fortalt, at han stillede sig op i Colloseum og brølede som en løve for at levendegøre en flig af Roms storhedstid med gladiatorkampe mm.
På den hjemlige fritidsfront var det sommerhuset i Alhøj, der var omdrejningspunktet. Her var det også, at han nød fritimerne med især barnebarnet Louise. Han sparede aldrig sig selv, når han kunne være den engagerede morfar. Mange gange holdt han foredrag eller bare fortalte, når han besøgte hende og hendes klasse på Helms Skole.
Louises kammerater indtog Kjærsvej 55, pensionistboligen fra 1983 til 1995.
Her kunne han også, trods aldersforskellen, være både ven, kammerat og den rigtige og morsomme morfar.
Den 5. maj 1995 døde han, men aktiv til det sidste. I hans skrivemaskine sad den kærlige, men ufærdige konfirmationssang til barnebarnet Louise.

Kilder:
Materialer FRA Lokalhistorisk Arkiv, Korsør
Samtaler med:
– Redaktør Ole Vedsø, Svendborg
– Redaktør Helge Wedel, Sjællandske
– Ann Berit Corneliussen
– Christian Corneliussen
Henry Smith: “Vend Brostenene Svende”
MEP:”Ærlig talt. Eller sådan gik det til”.

Platten er malet af: Malermester Th. Adserballe, Foto Lars Moosdorf 2020.

Bo Hjuler, Carl Aage Corneliussen og Henning Pedersen.

Henrik Bach 2023
JSP