Landinspektør Søren Kærn
Fulgekonge 2008
Fulgekonge 2008
Søren Kærn.
Fuglekonge i 2008: Søren Kærn.
Erhverv: Landinspektør.
Søren Kærn er født i Brønshøj den 14. juli 1950 som søn af cand.pharm. Mogens Kærn og Agnethe, født Høybye Jensen. De første år bor familien, der også tæller lillebroderen Jens Christian, på Knabstrupvej, men i 1956 køber forældrene en byggegrund i Sorgenfri, og huset står klar året efter. Samtidig begynder Søren på Hummeltofteskolen, og han fortsætter på Lyngby Statskole i 1966. Student bliver han i 1969. Herefter bliver han optaget på landinspektør-studiet på Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole på Frederiksberg og kommer under studiet i praktik i Lemvig, Han færdiggør studiet i 1975, hvor han i sommeren udfører diverse landmålingsopgaver på Grønland, inden værnepligten kalder med først en måned på Almegårds kasserne på Bornholm og herefter otte måneder på Geodætisk Institut på Svanemøllevej i Hellerup, der er tilknyttet Svanemøllens Kaserne.
Efter at have arbejdet som landinspektør flere steder, kommer Søren til Vestsjælland og bliver i første omgang ansat hos landinspektørfirmaet P. Toft Jensen I/S i Slagelse med bl.a. opmåling af stålledningen til naturgas rundt om Slagelse samt matrikulære sager.
1. november 1986 overtager han landinspektør K. Bohn Jespersens landinspektørpraksis i Korsør i kompagniskab med landinspektørerne Børge Christensen, Skælskør og Tom Kjærbye Larsen, Slagelse.
Fra 1988 og til og med 1995 er Søren med i et nyt kompagniskab med landinspektør Børge Christensen. Forgængeren i Korsør var landinspektør for bl.a. Bøje Nielsen koncernen og senere Danbyg Totalentreprise, ledet af Axel Juhl-Jørgensen, som fortsatte med at være kunder frem til ca. 1992. Af andre store opgaver i Korsør kan nævnes opmåling af Havnegadekarreen i det centrale Korsør og matrikulær udskillelse af det store vejareal fra alle de tilgrænsende ejendomme i karréen, Muskelsvindfondens feriecenter nord for Korsør, Korsør Renseanlæg og diverse afledningsopgaver i Korsør i forbindelse med opførelsen af den faste forbindelse over og under Storebælt.
I 1996 køber Søren og Børge sig ind i det store landinspektørfirma i Slagelse, hvor han havde haft arbejde, og han får en ny kompagnon i skikkelse af landinspektør Keld Sidenius. Firmaet, der beskæftiger 10-12 medarbejdere, lukker kontorstederne i Korsør og senere også i Skælskør, og bliver samlet i Slagelse. Landinspektørfirmaet er solidt plantet i landmålernes historie på Vestsjælland, lige siden Søren Poulsen Jensen i 1908 etablerede det første kontor i Slagelse. Gennem 00erne udtræder begge de hidtidige kompagnoner, og de erstattes af to helt unge kompagnoner landinspektørerne Michael Thomsen og Gitte Lysehøj.
De ældre og utidssvarende lejede erhvervslokaler i det gamle kafferisteri på Rytterstaldstræde 7 skiftes ud med en nyrenoveret erhvervsejerlejlighed lige over for Slagelse station på Nordre Stationsvej 14A. I 2011 ønsker Sørens to yngre kompagnoner at fusionere med det store landinspektørfirma i Holbæk og Kalundborg for på længere sigt gøre firmaet større ved bl.a. at åbne kontor i København. På det tidspunkt er Søren fyldt 61 år og har ikke ønske om at indgå i et sådant projekt. I stedet får han lavet en god senioraftale, således at han kan fortsætte som landinspektørassistent frem til pensionen som 65-årig i 2015.
Privat er Søren gift med Karin, som han møder for første gang helt tilbage i 1967, hvor Karens forældre og Sørens forældre hver havde købt en sommerhusgrund i den samme udstykning mellem Nykøbing Sj. og Rørvig. Det var dog først i efteråret 1975, at de bliver kærester, efter at Karin nogle år tidligere havde fået arbejde som farmakonom i laboratoriet på Sørens fars apotek i Tåstrup. Der arbejder Søren og lillebroderen også for at tjene lidt ekstra penge med bl.a. fylde norske brystdråber på flasker og tabletter i glas under kyndig ledelse af Karin.
Den 5. august 1978 bliver Søren og Karin gift i Glostrup Kirke, og den 27. januar 1979 kommer Louise til verden og den 11. marts 1981 Martin. Familien flytter til Korsør i maj 1987 ind i det nykøbte hus på Alhøjvænget 10. Louise er i 2020 familielæge i en større praksis i Roskilde, mens Martin efter en uddanelse som civilingeniør arbejder som seniorforsker på DTU i Lyngby.
I 2008 flytter Søren og Karin til et mere seniorvenligt hus i Korsør på Egholmvej 7. Huset ligger tættere på bymidten og med kun 70 meter ned til byens bedste badestrand.
Fritiden har Søren gennem årene i Korsør brugt i JuniorChamber, Korsør Nor Rotary Klub, bridgespil i både Korsør Kontrakt Bridge Klub og i Bridge83 i Slagelse, Korsør Fugle- & Forskønnelsesselskab, ligesom han har siddet i bestyrelsen for Korsør Erhvervsforening. Han har også været suppleant til menighedsrådet ved Skt. Povls Kirke. Efter pensioneringen i 2015 er han desuden blevet medlem af Odd Fellow Ordenen i Broderloge nr. 60 Hammeren i Korsør. Tiden nydes også med samvær med tre børnebørn og to bonusbørn.
Henrik Bach 2023
JSP