Teknisk Designer Lars P. Moosdorf
Fuglekonge 2023
Lars Peter Moosdorf blev født i Korsør den 5. april 1963. Forældrene var Bogtrykker/redaktør Jørgen Nielsen (Korsør Posten) og Anne-Marie Moosdorf Nielsen.
Lars voksede op på Ceresvej 32a (Kok-Jensens gamle fiskerleje).
Ved siden af huset, hvor Frømandsklubben og Surfer-klubben nu ligger, var tjæretønden, hvor der tidligere blev tjæret garn. Man var gået over til nylon-garn, der ikke skulle tjæres, men anlægget lå der stadigvæk. Det gjorde de gamle tromler med tjære også! Det var forbudt område, men det var også en magnet på omegnens unger. Man dyppede en tyk gren i tjære, viklede avispapir omkring og gentog det flere gange, så havde man en god fakkel, der kunne brænde i flere timer.
Det var også forbudt at sjunse om vinteren (At sjunse var at stage rundt på isflager ude på Storebælt) Og det er sket, at Lars er kommet hjem helt blåfrossen med våde bukser fra lårene og ned.
Lars gik i ”Den lille Børnehave”, der lå hvor tidligere fuglekonge Jan Læby bor i dag, senere gik han på ”Skolen ved Noret” og fra 8-10. klasse på ”Byskolen”.
Efter skolen arbejdede Lars dels på Storebæltsfærgerne og dels som fotograf på Korsør Posten (Lars P. Foto), og i 1983 aftjente han sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde.
I 1984 påbegyndte han uddannelsen som Teknisk Designer i Slagelse. Efter endt uddannelse blev han ansat på Statens Vejlaboratorium i Roskilde, og da man startede med at bygge den faste forbindelse over Storebælt, blev han ansat i MT Group, der stod for tunellen, senere rykkede han over til det franske firma SDEM Alsthom der stod for kablerne på højbroen. Lars var dermed med fra start til slut på den faste forbindelse.
Da Lars cyklede hjem den sidste dag, kørte han lige ind og hilste på Arkitekt Holger Petersen (fuglekonge i 2002), og spurgte om han evt. havde et job ledigt. Lars startede hos Holger dagen efter.
Da Rådgivende Ingeniør Sigfred Lorentzen i 1998 søgte en Teknisk Assistent søgte Lars jobbet, og fik det. I 2008 blev Lars medejer af firmaet, men måtte dreje nøglen midt i finanskrisen i 2013.
Siden har Lars haft job i det Rådgivende Ingeniørfirma Lyngkilde i Næstved og i VVS firmaet Vicotek Kirkebjerg i Osted. Og siden 2019 har han været ansat på Ringsted Spærfarbrik i design og tilbudsafdelingen.
Mens Lars arbejdede hos MT Group i 1993 mødte han Lisbeth, der også var ansat ved den faste forbindelse, de blev gift på Lars’s fødselsdag i 1996.
Lars er medlem i flere foreninger: Garderforeningen hvor han tidligere har været formand, Numismatisk forening, 100 mandsforeningen hvor han er i bestyrelsen, Korsør Lions hvor han pt. er præsident, og ikke mindst Duknakkernes Forening, en drengeklub som Lars startede i 1988 sammen med Henrik Bach (fuglekonge i 2017).
Lars var med til at starte Korsør Bios’ Venner i 1992 også sammen med Henrik Bach, og Lars har været frivillig i biografen indtil 2018 (26 år) hvor han syntes at nu havde han ydet sit for biografen.
Lars er historisk interesseret, han skriver i øjeblikket på en bog om Korsør Fugleskydnings- og Forskønnelsesselskab, derudover samler han på antikke danske glas og karafler, som han helst finder på loppemarkeder til en meget billig pris. Desuden er Lars glad for at lave mad, og griller gerne på terrassen.
Fugleskydning tirsdag d. 11. juni 2024.
Ærede Skytter i Korsør Fugleskydnings Selskab
Ved allernådigst befaling har.
Hans Majestæt Kong Lars den I.
behaget at proklamere den et hundrede og treogfirsindstyvende Fugleskydning tirsdag d. 11. juni 2024.
Morgenduelige skytter, som vil deltage i besøget hos Majestæten.
Møder kl. 8.00 ved Lovsøen på Skovvej. Herfra vil vi marchere til Kong Lars morgenresidens.
Men først – Lidt om Myggefest & klargøring
Mandag d. 10. juni 2024 fra kl. 16.00. hvor skytter er velkommen til at deltage.
Eftermiddagens / aftens formål er at gøre klar til fugleskydningen og selvfølgelig se hvor mange, der ønsker at stille op til det ærefulde hverv: Årets Fuglekonge 2024.
Efter alle strabadserne er der en let anretning samt drikkevarer.
Fugleskydning tirsdag d. 11. juni 2024.
Morgenduelige skytter, som vil deltage i besøget hos Majestæten.
Møder kl. 8.00 ved Lovsøen på Skovvej. Herfra vil vi marchere til Kong Lars morgenresidens.
Foto Sørgen Bak og Henrik Bach.
Fugleskydning tirsdag den 11. juni 2024
Vejret tegnede ikke alt for godt, men alligevel samlede omkring 65 skytter sig ved Lovsøen.
Præcis kl. 8.00 startede optoget, med musik og fanen i spidsen. I år med den nye fanebærer Flemming Mark.
Her fra gik det videre til Kong Lars der inviterede indenfor i ”Under Hatten” til morgenmad og en lille en til at styrke sig på.
Kong Lars fik sin kongenål, og de to drenge der bar selskabets gevinster gennem byen fik hver en medalje.
Hans Majestæt Kong Lars. Lars Moosdorf har været Fanebærer i 29 år,
så nu er det tid til en ny fanebærer Flemming Mark.
Lars Moosdorf læste faneeden for Flemming.
“Jeg betror dig denne fane, fordi jeg véd, at du er en ærlig og modig Mand; du skal føre den, som det sømmer sig en trofast Kriger.
Du skal værne den, som en Dannemand værner sin Ægtehustru.
Du skal svinge den over ærlige Folk, og ikke lade den vaje over forrædere.
Under march og paa Vagt, under Storm og Strid skal du staa som et Mønster for tapre Soldater; ingensinde maa du vige, aldrig maa du give anledning til, at Hæren bliver modløs og flygter.
Skulde det ske, at Fjenden afhugger din højre Haand, skal du gribe Fanen med den venstre.
Mister du begge Hænder, skal du slaa Tænderne i Fanen.
Du skal værne den, saa længe du lever og aander.
Maa du opgive kampen, det Gud forbyde, skal du vikle dig i Fanen og dø”.
Efter en velfortjent morgenmad, fortsatte optoget – nu med kongen – gennem byen, 3 gange rundt om Jens Baggesen statuen, ad gågaden og Nygade til Nankes Plads, hvor fra selskabet fik et lift til Korsør Lystskov.
Ved ankomsten til Sommerlyst blev flaget hejst og ”Der er ingenting der maner” blev afsunget. Dette blev afsluttet med et gevaldigt drøn fra Just Petersens salutkanon.
Så skulle hele selskabet 2 gange rundt om skydeanlægget for at hilse på fuglen, før skydningen gik i gang.
Heldigvis artede vejret sig, og selv om skyerne så truende ud, afgav de kun en lillesmule væde, ikke noget der kunne skræmme en rask skytte.
Klokken 12.15 blev skydningen afbrudt, det var tid til frokost. Man startede med at synge ”Kong Kristian stod ved høj en mast”, og under frokosten var der flere taler, men : Tale for land og flag v/ selskabets statsminister Niels-Erik Jacobsen. Ceremoniminister Jan Ziirsen talte om Sommerlyst. Indenrigsminister Jens Kjær Nilsen talte for lan og flag, Henrik Holten Hansen (Den nye ejer af Sommerlyst) talte om husets fremtid. Slagelses Borgmester Knud Vincent fortalte lidt om kommunen.
Så holdt statsministeren en tale for den afgående konge Lars P. Moosdorf, som derefter afslørede sin gave til selskabet, en smuk bemalet platte til ophæng i Sommerlyst.
En anden fast tradition er afsyngning af ”Skyttesangen” som Søren Bak-Gulev hvert år digter om, så den passer til netop dette års skydning.
Frokosten blev afsluttet med det traditionelle ”Hanbal” hvor skytterne tager en svingom med hinanden.
Så gik skydningen i gang igen. Folk hyggede sig, med rafling og fadøl, ved de opstillede borde, og fuglen blev plukket mere og mere. Hver gang et mål blev ramt, og en plade faldt ned lød der endnu et drøn fra Justs kanon.
Dog var det besværligt at få skudt det vigtigste mål ned: Brystpladen. Mere end 200 skud måtte der til før Jan Læby kunne kalde sig for ”Skyttekonge”. Ud fra antal skud til brystpladen blev det afgjort, at årets fuglekonge er Joachim Rindom Demuth.
Ny Fuglekonge 2024 Tømrermester Joachim Demuth
Sådan blev fuglen skudt og ramt tirsdag den11 juni 2024
Korsør Fugleskydnings Selskab
Skyde resultater 2024
Indskrives nedenfor af Listeførerne: Max Klintskov.
1. Højre Vinge-Æble – Skytten : Henrik Bach. Vinder: Joachim Demuth
2. Venstre Vinge-Æble – Skytten: Jan Ziizsen Vinder: Kenneth Smidth
3. Højre Klo-Æble – Skytten: Jens Kjær Vinder: Joachim Demuth
4. Venstre Klo-Æble – Skytten: Jimmy Pedersen Vinder: Flemming Mark
5. Hals-Æblet – Skytten: Ib Larsen Vinder: Joachim Demuth
6. Hale-Æblet – Skytten: Jacob Arnsted Vinder: Jørgen Ole Didriksen
7. Ringen – Skytten: Lucas Vinder: Joachim Demuth
8. Kronen – Skytten: Henrik Svendsen Vinder: Joachim Demuth
9. Hals-Pladen – Skytten: Mathias Høyer Vinder: Johnny Qvist
10. Hale pladen- Skytte: Skytten: Jimmy Pedersen Vinder: Kenneth Smidth
11. Venstre Vinge – Skytten: Peter Christensen Vinder: Jørgen Ole Didriksen
12. Højre Vinge – Skytten: Thomas Nielsen Vinder: Joachim Demuth
13. Brystpladen – Skyttenkonge: jan Læby Fuglekonge Joachim Demuth
Listeførerne: Max Klintskov. – Finansminister
Korsør den 24. maj 2024
KORSØR FUGLESKYDNINGS SELSKAB
Kære Skytter En glædelig nyhed.
Sommerlyst er i dag, officielt blevet overdraget til ny ejer.
Det gode er at Korsør Fugleskydnings Selskab må benytte Sommerlyst, som vi har gjort siden 1866, så der vil ikke kunne mærkes nogen forskel på skydning den 11. juni.
Alt bliver som det plejer, kun den forskel at vi ikke har nogen forpligtigelser over for bygningen.
Skydeplatter vil blive hængt op igen, også kongekrusene og vi har fået lov til at benytte vores depotrum til opbevaring af vores materiel til skydningen.
Så kære skytter, jer der ikke har fået tilmeldt årets fugleskydning, få det gjort, så vi kan få en hyggelig dag under de vante forhold.
Den ny ejer vil blive inviteret med til frokosten og fortælle om fremtiden for Sommerlyst.
Med venlig hilsen
Ministeriet
Tingsamling afholdt den 07. marts 2024
Referat fra tingsamling (generalforsamling) afholdt den 07.03.2024
i Korsør Fugleskydningsselskab,
Den 07.03.2024 afholdtes der ekstraordinær generalforsamling i foreningen.
Den ekstraordinære generalforsamling blev afholdt på restaurant Madam Bagger, Korsør.
Der forelå følgende dagsorden:
l. Valg af ordensmager og skriver.
2. Statsministeren byder velkommen.
3. ValgafTingformand,
4. Statsministeren aflægger det forgangne års beretning og ser frem i det nye ar.
5. Finansministeren forelægger det reviderede regnskabs
6. Fastsættelse af Tingskat.
7. Valg af Ministre.
8. Valg af 2 Ministersuppleanter.
9. Valg af revisor.
10. Indkomne forslag.
11. Eventuelt.
Ad 2: Niels Erik Jakobsen bød velkommen.
Ad l og 3: Advokat Kim Hansen blev valgt som dirigent og referent, Dirigenten konstaterede, at der var sket indkaldelse til generalforsamlingen den 15,02.2024. Der er således sket indkaldelse med varsel som angivet i foreningens Vedtægter i § 2A. Dirigenten konstaterede, at der var fremmødt 31 medlemmer og at generalforsamlingen er fuldt beslutningsdygtig,
Ad 4: Statsministeren aflagde årsberetning for 2023.
Ad 5: Finansministeren gennemgik årsregnskab for 2023, der blev godkendt. Der var ingen bevægelser. Ad 6: Tingskat (kontingent) blev vedtaget som kr. 700,00 pr. år for erhvervsmedlemmer og ku 350,00 for private medlemmer.
Ad 7: Valg af ministre sker. Følgende blev genvalgt som medlem af bestyrelsen (ministre):
l, Niels Erik Jakobsen – for l år
2. Max – for 2 år
3. Jan Ziirsen – for l år
4. Erik Heldorff Knudsen – for 2 år
5. Jens Kjær Nielsen (indtrådt i stedet for Søren Bak) – for l år
Bestyrelsen konstituerede sig som følger: Bestyrelsesformand (statsminister): Niels Erik Jakobsen Kasserer (finansminister): Max Klintskov Øvrige bestyrelsesposter blev ikke uddelt.
Ad 8: Følgende blev valgt som ministersuppleanter (bestyrelsessuppleanter): l. Jimmy Pedersen 2. Peter Christensen
Ad 9: Følgende blev genvalgt som foreningens revisor:
Thomas Læby Petersen 2 af 3
Ad 10. Der var stillet mange forslag til logo for foreningen. Det blev besluttet indtil videre at an vende logo, som angivet i vedhæftede bilag som nr. 7 dog således, at baggrunden i våben skjold (grå farve) skal være i Korsørs Gamle Byvåbens farver således, at byvåbnet indgår i logoet.
Ad 11: Flere havde ordet. Flemming Mark blev udpeget som fanebærer,
Afsluttende: Dirigenten takkede for god ro og orden. Generalforsamlingen hævet.
Som dirigent (og referent)
Kim Hansen
Referat af stiftende generalforsamling i Korsør Fugleskydningsselskab
torsdag den 9. november 2023, på Restaurant Madam Bagger.
På initiativ fra Henrik Bach, Tomas Læby og René Høyer.
1. Velkomst. Henrik Bach bød velkommen og forklarede kort hvorfor det er nødvendigt at stifte et nyt selskab:
2. Valg af dirigent.
3. Orientering om de faktiske forhold omkring Korsør Fugleskydnings- og Forskønnelsesselskab.
Hvis det lykkedes at få solgt bygningen, vil det nye selskab, glide over i det gamle selskab.
4. Stiftende generalforsamling.
4 a. Vedtagelse af love og vedtægter for Korsør Fugleskydningsselskab. Kim Hansen delte kopier af vedtægterne rundt. De er en afskrift af vedtægterne fra det gamle selskab, dog er de steder ser står ”Sommerlyst”, erstattet med ”Skydestedet”, og så er ”Forskønnelsesselskabet” fjernet.
Der var en smule debat, men vedtægterne blev godkendt med få rettelser.
Udover tastefejl, var rettelserne: §3. Valg af registreret revisor. Blev rettet til: Valg af revisor.
§4. Minister suppleanterne kan indkaldes af ministrene, til udførelse af supplerende opgaver i forbindelse med fugleskydningens planlægning og afholdelse. Blev rettet til: Minister suppleanterne og medlemmer kan indkaldes af ministrene, til udførelse af supplerende opgaver i forbindelse med fugleskydningens planlægning og afholdelse.
4 b. Vedtagelse af regler for fugleskydning. Disse blev vedtaget med rettelse af §6 P.
Hvis en skytte, efter at hans navn er råbt op 2 gange, ikke er kommet til skydestanden, skydens hans skud af den efterfølgende skytte.
Ændret til: Hvis en skytte, efter at hans navn er råbt op 2 gange, ikke er kommet til skydestanden, springes han over.
4 c. Valg af ministre.
Tomas Læby blev valgt som revisor.
4. d. Fastsættelse af tingskat. Der var forslag om 700.- kr. for virksomheder og 350.- kr. for personligt medlemskab. Dette blev vedtaget. Tingskat bliver opkrævet i februar.
Medlemmer af det gamle selskab, der ikke var tilstede, vil modtage et brev med en opfordring om at komme med i det nye selskab.
5. Opfølgning. Stor tak til Initiativtagerne, og stor tak til det nye ”hold”.
6. Eventuelt. René Høyer spurgte til økonomien i den ny forening. Kim Hansen svarrede at der er lidt penge i Kongeforeningen der kan gå til det nye selskab, og når der så bliver opkrævet tingskat, skulle der være nok til at afholde fugleskydning.
René opfordrede ministrene om at søge sponsorater. Der var også en opfordring om at søge kommunens §18 midler. Samt en opfordring til at lave et knaphulsemblem der evt. kunne sælges til medlemmerne.
Henrik Bach 2023.