Skibsmægler Finn Poulsen
Fuglekongen 1957
Fuglekongen 1957
Skibsmægler Finn Poulsen
Fuglekonge i 1957: Finn Poulsen.
Erhverv: Skibsmægler.
Finn Poulsen dør den 1. februar 1972.
Finn Poulsen er født den 25. oktober 1917 i Rosenvængets Sogn i København som søn af skibsfører, senere skibsmægler Johannes Poulsen og dennes hustru Dousine. Faderen etablerer skibsmæglerfirmaet J. Poulsen på Batterivej 7 i Korsør i 1930.
Finn Poulsen får en grundig uddannelse i branchen, blandt andet i udlandet, inden han overtager firmaet i Korsør som 25-årig efter faderens død. Gennem årene oparbejder han en betydelig virksomhed og har et godt forhold til alle med tilknytning til Korsør Havn.
Samtidig er han i en årrække tysk konsul med base i firmaets bygning på Batterivej. Han deltager også i det lokale liv på forskellig vis som for eksempel formand for den konservative vælgerforening, og han er blandt initiativtagerne til foreningen ”Gammel Roerne” under Korsør Roklub.
Gift bliver Finn Poulsen den 22. april 1943 i Gustafskirken i København med kontorassistent Else Kathrine Hansen, født den 15. oktober 1916 i Korsør som datter af portør ved statsbanerne, Anders Hansen, og dennes hustru Ida Marie.
De får tre børn, døtrene Anne Marie og Suzanne samt sønnen Finn. Sønnen overtager skibsmæglerfirmaet som tredje generation efter faderens død i 1972.
Finn Poulsen dør den 1. februar 1972, 54 år gammel, og han bliver begravet på Korsør Kirkegård, hustruen Else Kathrine dør 35 år senere som 90-årig den 26. februar 2007.
Platten er malet af: Malermester Th. Adserballe, Foto Lars Moosdorf 2020.
Finn Poulsens hustru gennem 29 år. Else Kathrine Poulsen, og borgmester Poul Hvidtfeldt Larsen. foto Udlånt af Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omeng
Skibsmæglerfirmaet J. Poulsen har 50 års Jubilæum i september 1980. Den daglige ledelse af familiefirmaet: Finn Poulsens søn Finn, der overtager faderens firma i 1972, flankeret af Finn Poulsens svigerdatter Karin og hustruen Else Kathrine. Foto: Vagn Kviesgaard Udlånt af Lokalhistorisk Arkiv i Korsør
I skrivende stund er fjerde generation også indgået i firmaet, i det Finns og Karins søn, Peter arbejder i firmaet.
Henrik Bach 2023
JSP