Landsretssagfører. Knud Meiland
Fuglekongen 1962
Fuglekongen 1962
Fuglekonge i 1962: Knud Christen Elmelund Meiland.
Erhverv: Landsretssagfører.
Død 30. august 2014.
Knud Christen Elmelund Meiland er født den 5. september 1924 på Frederiksberg som søn af ingeniør ved DSB Hans Peter Meiland og Astrid, født Jensen Elmelund.
Da Knud Meiland er syv år flytter han med forældrene til Aarhus, hvor han bliver student fra katedralskolen som 17-årig. Herefter begynder han på jura-studiet, hvor han tager første del og filosofikum på Aarhus Universitet, mens anden del finder sted på Københavns Universitet med eksamen i 1947.
Den 1. maj 1946 bliver Knud gift i Frederiksberg Kirke med Ruth, født Petersen-Danhøj den 4. april 1927 i Aarhus. De har lært hinanden at kende både fra skoletiden og i deres tid som spejdere i Aarhus Trop og Flok.
De flytter til Frederiksberg efter Knuds eksamen, hvor han får ansættelse som sagførerfuldmægtig i domkirkebyen Roskilde. Efter vellykkede sager i Landsretten, udnævnes han som landsretssagfører.
Børnene Karsten og Merete kommer til verden i henholdsvis 1950 og 1953. Karsten bliver siden uddannet som tandlæge og får klinik i Slagelse, og også Merete bliver tandlæge med først et job hos en børnetandlæge i Silkeborg og siden hos firmaet GlaxoSmithKline. Merete gør sig desuden bemærket inden for golfsporten med flere DM-titler og et enkelt skandinavisk mesterskab til følge.
Knud, Ruth og børn flytter i 1954 til Korsør, hvor Knud får en selvstændig praksis på Amerikakajen. Han involverer sig hurtigt i færgebyens liv og bliver medlem af håndværker- og industriforeningen og bridgeklubben. Han foretager desuden udstykningen af Mathiesens jorder med først Omøvej og herefter Tjørnevænget, Kastanievej med flere som resultat. Sammen med Arne Jørgensen er han med til at forhandle om oprettelsen af golfbanen på Tårnborggårds jorder, og han kommer med i bestyrelsen for golfklubben. Knud tager også initiativ til Lions Club i Korsør.
I 1961 bliver huset på Omøvej 8 bygget.
I 1971 ansætter Knud Meiland Arne Weldingh på kontoret på Amerikakajen. Firmaet flytter i 1974 til Nygade 4 i ledige lokaler ovenover Thers Bageri, nu med Arne Weldingh som kompagnon, og siden er Knud Meiland i nogle år medlem af Ligningskommissionen. Som 60-årig ønsker han at træde tilbage for at kunne nyde fritidslivet lidt mere, men han siger dog ja til at stille op ved det kommende byrådsvalg for de konservative og bliver valgt ind. Ved næste valg genopstiller han ikke, selv om SF på forhånd lover at støtte ham som borgmester.
Tiden er nu inde til pensionisttilværelsen med ophold i sommerhuset og mange rejser, blandt andet til det fjerne østen.
Knud Meiland dør den 30. august 2014, knap 90 år gammel.
Ruth, dør den 13 feb. 2023 96 år gammel.
Henrik Bach 2023
JSP